Den 30 juli var der planlagt stor premiere på ”Kiss me, Kate”, men den er nu aflyst. Sydfyns Morskabsteater i Svendborg, der stod bag forestillingen, har indgivet konkursbegæring.
Det skriver teatret selv i en pressemeddelelse.
– Det skærer i hjertet på hele bestyrelsen og de mange øvrige frivillige kræfter omkring det her skønne kulturprojekt. Vi er dybt bedrøvede over, at vi må svigte både publikum, medvirkende og sponsorer fra lokale og nationale fonde og ikke mindst kommunen, der alle har bakket op om projektet, siger Tom Pedersen, der er frivillig formand for bestyrelsen i Sydfyns Morskabsteater.
Det er svigtende billetsalg, der har ført til den triste beslutning. Der er kun solgt en mindre del af de i alt 5000 billetter samt en enkelt hel forestilling.
– Vi håber inderligt, at publikum kan få deres penge tilbage, men lige nu kan jeg desværre ikke garantere noget, da resten vil være op til kurator, siger Tom Pedersen.