Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DISKUSSIONERNE OM Danmarks Radio er som en sinuskurve.
Det ene øjeblik tales public-service mastodonten helt ned i helvede – det næste laves der licensforlig, som alt i alt giver fuld mulighed for både at bevare kvalitet og volumen og tilmed nye udviklinger. Talrige er de gange, hvor liberalistiske politikere har stillet spørgsmål ved det fornuftige i at bære nu næsten tre en halv milliarder licens-kroner ind på paller til statsradiofonien. Og lige så ofte falder selv højrefløjen til patten, når der stemmes i folketinget om licensens størrelse.
Viel Geshrei und wenig Wolle – nationalmediet står over ideologiske grænser. Årsagen er selvfølgelig først og fremmest, at Danmark elsker DR. På TV er der den stærkeste konkurrence. Alligevel må man sige, at DR med sin kanalbuket er så stærk og toneangivende fra børnekanaler over det kvalitets-klingende DR2 og DR1’s prisvindende dramaserier og dokumentarprogrammer – at DR har folket med sig.
RADIOEN ER så stærk, at den i realiteten har fuld dominans over markedet. Fra nørdede koncerter i DR’s egen funklende koncertsal til trendsættende events, koncerter, satire og serviceradio, når himmel jord står i et. Bærebølgen på de brede kanaler er musik, som er målrettet ”formateret” efter grundlæggende, kommercielle principper: Vi spiller det for dig, som de fleste i målgruppen kan lide. Og så er der DR’s tjenester på nettet og i nye medier, som er gratis. Intet log-in. Ingen reklamer. Du er på – NU!
Min taxis løbende medie-fokusgruppe følger meget godt den omtalte sinuskurve. Det er noget bras hist og her – men at undvære DR – aldrig i medielivet. Og opbakningen går ofte på tværs af de politiske skel, der deler Folketinget. Man kan sagtens være ultra-blå og DR-forelsket på én gang. Og hvis man er rød, tilhører man med sikkerhed selve menigheden. Men måske står vi over for et epokeskifte. En trussel om nedskæringer og reduktioner, som kan blive de mest voldsomme i Statsradiofoniens historie.
Hvorfor udsigten til radikale forandringer for DR-institutionen?
FOR DET første er medievanerne under revolutionær forandring. Flow-kanalernes behov for hele tiden at have lette/hyggefremmende programtyper, der skal få det tunge til at glide ned, erstattes af internettets mulighed for ”on-demand”: At man selv henter de programmer, man gider se og høre. Behovet for ”programmæssig glidecreme” forsvinder. Man er sin egen kanalchef. Siden Taxamanden her startede sin firehjulede tilværelse, hvor jeg enten sover eller arbejder, når DR indleder sin primetime på tv, har jeg ikke haft nogen fast kanalpakke inde i huset. Min hustru er med på den. Hun vælger næsten kun tv-serier fra Netflex og HBO – eller tager dem i bunker fra DR’s net. Nyheder mest fra dr.dk og tv2.dk ser vi på tablet – løbende gennem dagen. Radioen kører i baggrunden – eller fremme i lyset, når programmerne kræver opmærksomhed. Men uanset vore valg i denne valgfrihedens tidsalder: - Det ligger på tungen at stille spørgsmålet. Hvis vi selv må vælge, det vi vil se, hvorfor skal vi så betale for det, vi ikke bruger eller gider?
FOR DET andet: Det borgerlige Danmark er stærkere end nogensinde, og den private mediebranche, der ser DR som en statsfinansieret markeds-ødelægger, vil have indfriet de liberale. De vil se mediepolitik, der også er industripolitik. Mindre statsmagt – også i medierne. Skru ned for DR’s kanaler og ydelser. Skær i licensen, og lad brugerne selv vælge, hvad de vil bruge pengene på. Der bliver flere og flere politikere i det kor. Kulturministeren har meldt ud, og ordførerne for regeringens overlevelses-partnere, DF og LA, er enige. LA’s Mette Bock kender som tidligere chefredaktør og programdirektør både dagbladsbranchen og DR indefra. Hun opfordrer nu direkte DR til selv at ændre sin strategi: Et mindre DR og et smallere DR.
FOR DET tredje: Den røde blok har i det store og hele ikke budt ind med noget nyt i debatten om DR. Sædvanen tro indtræder de primært som DR-institutionens beskytter – og hidtil har det vigtigste argument været, at de ”ikke vil røre ved medieforliget, før det skal forhandles næste gang” (om to-tre år). Et sådant formalia siger jo intet om mediepolitiske visioner. Den største risiko ved denne ”omsorgskvælning” af DR er indlysende: De har muligvis slet ikke mandater til at sætte magt bag deres beskyttertrang.
FOR DET fjerde: DR’s direktion og bestyrelse er ved at slide deres egne og gentagende argumenter op i en sådan grad, at selvopfattelsen slører realitetssansen. DR sikrer en uafhængig nyhedsformidling (… som om avislæsere, tv2-seere og brugere af net-medier som avisen.dk er snøret inde i et fordærvet spin af politik- og kapitalafhængighed). DR er den eneste virkeligt samlende medieinstitution fra indsamlingsshows, over Melodi Grand Prix til fodbold og X-Factor. Uden DR ingen kvalitet til børn og unge. Uden DR ingen dækning af hele Danmark. Uden DR ingen store, mediebårne koncertoplevelser og klassisk musik. Uden DR ingen national historiefortælling. Halleluja, DR. Godt båret frem af en grænse-kommerciel markedsføring og branding står den kritiske DR-forbruger tilbage med denne underlige følelse af, at man ikke alene skal betale for gildet – men også slags skyldfølelse over at pege på de tusindvis af medietimer, man ikke har bedt om eller ikke har brug for. For licens er noget vi giver til hinanden. At sige nej til programmer, man ikke ønsker er at være kulturelt asocial. Det kan sidestilles med at være skattenægter eller afvise en flygtning ved grænsen. Institutionen DR går forud for licensprincippet. Men eksemplerne i historien fra tv2 til Radio24 syv viser, at de kan laves både kunst og håndværk uden for Statsradiofonien.
OG FOR det femte: Det spirer og kribler i mediemiljøerne. Der er medierelaterede uddannelser på tekniske skoler, professionshøjskoler og snart sagt alle universiteter. Og i undergrunden arbejder unge og nytænkende mennesker, som har givet afkald på fast løn og den jobmæssige tryghed, som også er DR’s varemærke. De fleste af dem er der ikke plads til i en Statsradiofoni, der er førende på både tryghed og løn og måske derfor lukker sig om sine egne med vilkår, som er unikke i forhold til verden udenfor. Men mange af dem er fremtidens entreprenører, der slet ikke ønsker ikke at være en halespids på Dinosauren. Måske er det allerfarligste ved summen af disse fem spådomme, at der alene bliver tale om benhård reduktion. En ny fordeling af licensmidlerne inden for DR og til vækstmiljøerne udenfor kunne skabe en helt ny
forståelse af public service. En vision om medier, kanaler og platforme som alternativer til markedets kommercielle selvfølgeligheder.
MEN HVIS den blå medieplan alene handler om at få DR på slagtebænken uden at ændre DR’s noget-for-alle-strategi, er udsigten færre og dårligere programmer. Og så forsvinder lysten til at betale licens givetvis helt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.