Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
I lørdagens ”Politiko” blogger den konservative beskæftigelsesordfører Rasmus Jarlov om sit ønske om at sænke kontanthjælpen.
Jarlov finder kontanthjælpsydelserne ”højere end rimeligt og nødvendigt”, og undrer sig samtidig over, at der er mange, som finder det helt i orden, at kontanthjælpsmodtagere får så mange penge, fordi andre mennesker også får børnepenge og boligstøtte.
”Det er et mærkeligt argument … Det bærende argument for at sætte kontanthjælpen lidt ned må være rimelighed. Folk, der arbejder, bør have noget ud af det, og der er grænser for, hvor mange af deres penge man kan tillade sig at tage fra dem for at give til folk, der ikke arbejder,” skriver beskæftigelsesordføreren.
DERMED MELDER RASMUS JARLOV sig i koret af politikere som i mangel på historisk ophæng og substantielle argumenter, benytter ”rimeligheds-argumentet”, når beskæringer af overførselsindkomsterne skal begrundes.
Men størrelsen på kontanthjælpen er jo ikke begrundet i, om dem, som ikke har brug for at modtage hjælpen, finder den rimelig. Meningen er, at man skal kunne leve nogenlunde rimeligt for den i en periode, hvor man på grund af en såkaldt social begivenhed, såsom sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse, fysisk, psykisk eller socialt handicap ikke kan klare et passende arbejde, og dermed ikke selv er i stand til at skaffe det fornødne til sin (og familiens) forsørgelse.
Dette er selve kernen i socialpolitikken – ud over naturligvis at iværksætte foranstaltninger, behandling mv., som kan afhjælpe problemerne. Og Jarlovs temmelig ufølsomme konstatering af, at det ikke er ”nødvendigt” at give kontanthjælpsmodtagerne så mange penge, aktiverer mit efterhånden langvarige savn efter almindelig borgerlig anstændighed.
DET ER I HVERT FALD VANSKELIGT hos denne konservative meningsdanner at genfinde den klassiske konservative forståelse for, at dem, der har det sværest, har behov for at bevare en smule af værdigheden - bl.a. gennem retten til et anstændigt forsørgelsesgrundlag.
Jeg har haft det store pivilegie at nå at kende den nu afdøde konservative social- og finansminister Palle Simonsen, før han i foråret 2014 forlod denne jord. I 2009 udgav han bogen "Gemt eller glemt - alle har ret til at være med", som var et opråb til landets politikere om at udvise noget mere ”varme og respekt” over for dem, som har det svært.
I ET STORT INTERVIEW til dagbladet Information i forbindelse med udgivelsen fortalte Simonsen, at det faktisk var hans 1. prioritet at blive socialminister i 1982, da Poul Schlüter overtog regeringsmagten. Fordi han ville vise, at man som konservativ også godt kan have en social bevidsthed.
Han forklarede også, at det går ud over sammenhængskraften, hvis man ikke sikrer alle borgere, og selv om man måske kunne hævde, at det da er ligegyldigt, om der er nogle få, der har det skidt, så længe vi andre har det godt, mente Simonsen ikke, at det syn er specielt gavnligt for samfundet. Dermed understregede han, hvorfor han både var en politiker, en konservativ og et menneske, som alle forbandt med ordet ”anstændighed”.
Jeg tror, at Jarlovs synspunkter ville få Palle Simonsen til at vende sig i sin grav.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.