Der er gået selvsving i nej-sigeriet – hvis ellers man kan stole på ”taxiindekset”. Taxiindekset er mit eget – Taxamandens eget analyseinstitut.
Hvor’n står det til derude i Danmark og nærmeste omegn - målt gennem mine møder med kunderne i vogn 2282?
Det er selvfølgelig alt andet end en videnskabelig metode. Men mine erfaringer siger mig, at den sagtens kan udkonkurrere spindoktorernes uvidenhed om det virkelige liv eller professionelle medievirksomheders fejltagelser ved exit polls eller lignende.
Hvordan valget ender, kan jeg jo formelt ikke vide, så længe tvivlerne fylder så meget, som de gør. Men jeg kan måle stemningen her de sidste timer inden afgørelsen.
FOLKET SAMLER SIG om et NEJ. Og det er blevet trendy at tvivle på ALT. Flygtninge vil strømme ind – vi må hellere sige nej. Vi kan ikke stole på politikerne – vi må hellere sige nej. Vi ved, hvad vi har – ikke hvad vi får. Vi må sige nej. Nu kan vi blive overvåget i alt, hvad vi gør – vi må sige nej.
Eller fra kollegerne i min branche: Justitsminister Pind vil spørge i EU, før han tager stilling til om piraterne fra UBER skal retsforfølges - så stemmer vi sgu nej til at ophæve retsforbeholdet.
Argumentationerne er et virvar af holdninger, og valget tager mere og mere form af et ”politikerlede-valg”, der skal vise, at der ikke er sammenhæng mellem folketingsmedlemmernes anbefalinger og folkets vilje.
PÅ BAGGRUND AF DEN flodbølge, har jeg besluttet at stikke snuden frem.
Men allerførst må jeg bede om en regulær fyringsrunde af de spindoktorer, reklamefolk eller kommunikationsfolk, der på ja-siden fandt på idéen om, at et nej til afskaffelsen af retsforbeholdet vil være en støtte til pædofile og menneskehandlere.
Da jeg hørte om det syn på nej-sigerne, mærkede jeg øjeblikkeligt, at slaget var ved at være tabt. Nedladenhed er som oftest sidste udkald inden et nederlag. Og det perfide angreb gjorde det herefter stort set umuligt for mig at blive taget alvorligt som ja-siger.
Ja-siden forspildte muligheden at tage føringen i debattens anstændighed.
Jeg stemmer ja som et tilvalg af Europa og europæisk fællesskab, og fordi et sådan fællesskab skal kunne arbejde på tværs af grænser og have værktøjet til at gøre det. Ligesom jeg støttede indførelsen af det indre marked, fordi den moderne verden er global og at mit land og min verdensdel er bedst tjent med, at Europa kan optræde som en enhed.
For at lære af vores krigeriske forhistorie. I forhold til den meget dominante amerikanske kapitalisme. Og i forhold til de asiatiske økonomier og deres rå brug af ressourcer og energi. For slet ikke at tale om modvægten til den vildtvoksende nationalisme i stort set alle europæiske lande.
ENDELIG ER DER noget grundlæggende smukt i at være en del af et internationalt verdenssyn, når nu vores velstand bygger på at sælge vore produkter til hele verden. Hvis du omsatte den nationalkonservative indstilling til erhvervspolitik, ville et af verdens lykkeligste folk meget hurtigt blive et meget fattigere folk.
Jamen, der er meget udemokratisk og bureaukratisk skimmel i EU?
Ja, der er fodærv, hvor der er mennesker. Men den europæiske union, er det bedste, vi har!
Samarbejde betyder på mange niveauer suverænitetsafgivelser – og hvad havde man forestillet sig? Det er vel nærmest selvindlysende i et demokrati og i en demokratisk tankegang, at når folket skal stå sammen, må nogle give afkald på særsynspunkter. I mikro og makro.
Når kommunerne lægger deres budgetter, er de underlagt hensyn til den nationale økonomi. Ja, der bliver ligefrem taget gigant-summer fra de rige øst-kommuner til at hjælpe de betrængte i vest. De fleste priser det kommunale selvstyre, men suveræniteten over Danmarks samlede økonomi ligger i Folketinget og hos regeringen.
I de store alliancer som Nato følger vi trop under større landets militære ledelser. Jeg har hverken hørt de nyliberale i LA eller de national-konservative i DF for alvor vende ryggen til USA’s styrende rolle i vores militære aktivisme.
LA, DF OG EL argumenterer i den 11. time hårdt på risikoen for, at et almindeligt flertal i Folketinget kan lægge EU-linjen i fremtiden ved at tage stilling til de enkelte retsakter. Det kan man virkelig ikke have tillid til – at landets rigsdag kan træffe alvorlige flertalsbeslutninger.
Og når Løkke forsvarer sig med faneeden mellem ja-partierne om enten at være helt enige eller melde uenigheder ud inden valg, så vælgerne kan tage stilling, hvem de vil stemme på, så er det jo rent bluff. For et løfte kan snart afløses af nye virkeligheder i politik. Realpolitik bygger på nyorientering. Nyorientering er løftebrud – og løftebrud er bedrag. Snip, snap, snude – så fik vi lige afskaffet parlamentarismen.
Rent retorisk er der noget helt fantastisk i, at demokratiets vigtigste forum kan blive en altafgørende trussel for demokratiet selv. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at afstemningen om retsforbeholdet er en skyggeafstemning om den parlamentariske folkestemning lige nu.
Og stemningen er dårlig. I langt flertallet af indlæggene i taxien, og dem jeg læser på Facebook: Vi stoler ikke en skid på vores politikere – nu skal de have en røvfuld. Det er som om, politikerne på nej-fløjen imødegår denne politikerlede ved at indgå i en alliance med den øjeblikkelige folkestemning: De stoler heller ikke på politikerne, når det er sådan vælgerne vil have det, og selv om politik er deres erhverv.
MEN VI – borgerne – skal stole specifikt på dem. Anført af et parti, hvis DNA går tilbage til et Fremskridtsparti, som var skattenægtere, men nu er en borgerlig regerings garanti for, at skatten holdes på et solidt, højt niveau. Eller på den internationale arena: Er gået fra en automatisk telefonsvarer, som siger, at vi overgiver os, til ønsket om en aggressiv bombning af civilområder, som Søren Espersen fik lov til at mene, indtil partitoppen fik lagt kølige omslag på ham.
Men i deres realpolitik er det fortid og noget helt andet. For der findes en folkelighed og en gemytlighed, så selv politiske konvertitter er til at stole på.
Og ro på!
Også den Ja-stemmende Taxamand er stensikker på, at verden og Danmark vil bestå trods den store mulighed for et nej. Dybest set måske bare et udtryk for dansk politiks indbyggede kræmmermentalitet, som har været en del af vores kultur i mange årtier og også handler om vores placering mellem det voldsomme Europa og det tempererede Skandinavien.
VI ER LIDT til begge sider. Fra begyndelsen af besættelsen det mest tyskvenlige af de besatte lande - indtil modstandsbevægelsen tog fat og lykken vendte. Vi blev atomvåbenfrie, indtil det passede en statsminister at lave aftaler med USA om Grønland under den kolde krig. Vi meldte os ind i EU i 72' primært på grund af industrien og landbruget. Vi stemte nej til Maastricht-aftalen om unionen. Og siden ja efter forbeholdene.
Og nu er vi der igen – det er vist tid til et nej denne gang.
Størst af alt er demokratiet og folkestyret. Her er jeg enig!
For den uforbeholdne ja-siger ved denne afstemning er der dog også tale om et signal til ikke mindst centrum-venstre i dansk politik om at gøre europæisk solidaritet og samarbejde til et politisk mål.
Vi trænger til en ny, international bevægelse, som bygger på fællesskabstanker - ikke blot en pragmatisk perlekæde af folkeafstemninger, der primært er båret af folkestemninger.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.