Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DER ER vel næppe meget i vores nuværende kultur, der kan være så pinligt som fortiden. Hvis vi kan se den i en videnskabelig sammenhæng – eller måske en smule komisk, så kan det gå an. Og så er altså lige den der med moden, kunsten og arkitekturen. Ikke så megen pjat der. I de områder bekender man sig til tiden, der gik forud og har ligefrem et udtryk, som faktisk havde sin egen historiske tidsperiode for mere end et halvt årtusinde siden. Ja, sit egen navn: Genfødsel. Renæssancen.
MEN HVIS det handler om det kolde nutid, har det næppe i mands minde været mere populært at dyrke afguden UDVIKLINGEN. Vil man studere religionen nærmere, må jeg på det varmeste anbefale den nyliberalistiske ypperstepræst, Joachim B. Olsen fra LA. Efter medaljerne i sportskarrieren, må han i det politiske univers indehave danmarksrekorden i mest taletid om et af de mindste politikområder – hyrevognskørsel. Han er formentlig blevet ramt af en løbsk Uber-app. Han besynger konkurrencestatens og app-kulturens ypperlighed med den samme totalt arrogante attitude i samtlige interviews. Han deltager i radio og tv om emnet – uge efter uge – godt hjulpet på vej af programredaktørernes umådelige fantasiløshed. For apps er haps og Uber er gud og Joachim profeten, man kan få øje på her og der.
PÅ SAMME måde er mandens blik nærmest mat af overbærenhed overfor disse latterlige fortidsdyrkere, der synes, at arbejdsforhold og skatteforhold er lige så vigtige for mennesker som teknologien, vi anvender.
Kyllinger!
Tøsedrenge!
Udviklingen er nådesløs!
DET VAR en af mine kunder, der gav mig eftertanken: Var der noget fra den fortid, jeg selv erindrer, der mon alligevel kunne trækkes frem og bruges i dag? Noget, der kunne have en værdi og en skønhed, som man måske slet ikke fik øje på, da man selv stod midt i det.
Ligesom Verner Pantons design og runde former og stærke blå, røde og orange farver. Hun er en intelligent, veluddannet, kærlig og åbenhjertet kvinde først i fyrrerne. Hun er vild med sølvrævens galante åbnen døren for kunden i taxien (Det er faktisk et krav i mit taxifirma, hvis ikke jeg vil miste min ”VIP-status”). Jeg er glad for, hun roser mig for det. Det er et af mine arbejdsprivilegier i dette totalt forældede erhverv, at galanteri mellem mand og kvinde ikke er sexistisk. Så er vi på bølgelængde. Jeg ser på bestillingen, at hun skal køres til et af regionens psykiatriske centre og tror i nogle fordomsfulde øjeblikke, at hun må være plejer eller behandler. Men nej, nej. Hun er ”kunde i butikken”.
Mor til to skolesøgende børn i de mindre klasser, hustru, akademisk uddannelse og job og bosiddende i en af landets rigeste kommuner. Arbejde, arbejde, arbejde.
- Jeg er gået totalt ned med stress. Kunne bare ikke få det hele til at hænge sammen og så væltede læsset efter sygdom og død i familien. Jeg var færdig – totalt færdig. Og smertende ked af det, som jeg aldrig har prøvet det før. Der var alt for meget tryk på alle kedler. Vi taler rart og nærmest venskabeligt, mens jeg kører hende ud i forstæderne på den behandling, der skal få hende ud af arbejdslivets invalidende knivtangsbevægelse. – Og ind i et liv, der passer til drømmene om en ganske almindelig tilværelse i fællesskab og den kærlighed, der faktisk er masser af i hendes liv. Den samtales dybere indhold forbliver mellem hende og Taxamanden.
MEN DA hun igen er ude af bilen, og hun vender sig og vinker, mærker jeg den der bismag af tidsåndens umådelige kynisme. Og den kom igen på en anden måde – men smagen var lige så ubehagelig, da jeg senere på dagen så den udskældte TV2-programreklame-video, hvor også politiske kendisser skaber sig pinagtig for at være en del af medietidsånden. Disco-dans for ”året, der gik”. Og da videoen blev en skandale med denne blanding af Champagne med Isis, må venstrefløjens største darling gennem de sidste årtier, Johanne Schmidt-Nielsen, skynde sig at vende tilbage til mediefabrikken og kendis-modelbureauet TV2 og sige: Den går altså ikke. Hun havde simpelthen glemt at kigge sig selv i det politiske spejl.
SÅ VAR det jeg tænkte: Kunne vi ikke få en genfødsel – en renæssance i værdierne fra min ungdoms 70’ere. En social og politisk skønhedsopfattelse, som var mere præget af kunstnere som Panton end af spindoktorernes fordrejelser og politologernes regnemodeller (som den ene gang efter den anden er fulde af fejl). Lidt mindre boligydelser og lidt mere boligpolitik. Lidt mere rockmusik og lidt mindre tøsepop. Lidt mere Preben Wilhjelm og lidt mindre Claus Hjort Frederiksen. Lidt mere hængepatter – lidt mindre røde babes. Lidt mere gruppekram og lidt mindre solo-masturbation. Lidt mere tagen magten selv – og lidt mindre forældrepussenusseri. Lidt mere studenteroprør og lidt mindre karaktergennemsnit. Lidt mere politisk frelsthed og lidt mindre konsensus. Lidt færre jagerfly og lidt flere folk på gaderne. Lidt mindre fedteri og lidt mere pjækkeri. Lidt flere kollektiver og lidt mindre ensomhed i tosomheden. Lidt mere fascination af den nye verden - lidt mindre angst for det fremmede. Lidt mindre arbejde i stramme seler. Lidt mere liv for egen hånd.
Totalt udflippede 70’er drømme.
Det var bare en tanke!
God jul!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.