Torsdag 3. december skal danskerne til folkeafstemning. Hvad skal vi så stemme ja eller nej til? Vi skal tage stilling til forslag om lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Hallo, er der nogen hjemme i Statsministeriet eller på Christiansborg? Hvem kan lige forklare min gamle mor eller blikkenslageren henne om hjørnet, hvad en tilvalgsordning er?

EU-stof er kompliceret. Og det er ikke nemt at forklare vælgerne, at retsforbeholdet skal omdannes til en tilvalgsordning, så Danmark selv kan vælge hvilke retsakter på området for retlige og indre anliggender, som vi ønsker at deltage i. Men der er ingen undskyldning for at undlade at tage ordet EU i sin mund og turde stå ved fordele og ulemper ved retsforbehold eller ej.

Manipulation af værste skuffe

Et andet eksempel er omprioriteringsbidraget.  Et dumt, uforståeligt og manipulerende ord, som regeringen bruger for at tage penge fra nogen for at give til andre – og så selv stikke resten i lommen.  Men hvordan skal vælgerne afkode ordet? Et bidrag er noget positivt, for det er noget man giver væk, en gave. En omprioritering er noget man vælger fra for at vælge noget andet til. Så lægger man to ord sammen og er forvirret.

Men det er for længst gået op for vælgerne, at omprioriteringsbidraget er en spareøvelse på velfærden. Og vælgerne lader sig heller ikke bluffe af, regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance nu er de glade givere af en såkaldt værdighedsmilliard til ældreplejen.

Værdighedsmilliard er ikke hold-kæft-bolsje

Hvis Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl tror, at en værdighedsmilliard fungerer som et hold-kæft-bolsje på Ældre Sagen og de pårørende til gamle mennesker, der forsømmes ude på plejehjem og i ældreplejen, må de tro om igen.

Det er jo at håne vælgerne at opfinde den slags ord. Og det bidrager garanteret til politikerleden, der ifølge en ny undersøgelse fra Radius Kommunikation er historisk høj.

I udlændingepolitikken sniger fremmedordene sig også ind i et desperat forsøg på at signalere stramme regler og dermed berolige de vælgere, der helst ser at flygtningene holder sig udenfor Danmarks grænser. I valgkampen lovede Lars Løkke Rasmussen en straksopbremsning, og de senere måneder taler mange politikere om migranter og asylansøgere frem for flygtninge. For en flygtning er jo et menneske af kød og blod, og så hellere tale om migranter, for dem kan vi holde ud i strakt arm.

Framing er en dyr strategi

På arbejdsmarkedsområdet taler regeringen om et moderne kontanthjælpsloft. Hvem vil ikke gerne være moderne? Det er svært at gennemskue, men handler om at pakke nedskæringer ind i plusord i et naivt håb om, at vælgerne ikke kan gennemskue virkeligheden og i stedet tro på, at det er positivt og moderne.

Politikerne bruger helt bevidst udtryk som moderne kontanthjælplsloft og fremdriftsreform.  De tænker strategisk for at påføre vælgerne bestemte virkelighedsopfattelser. Med et flot akademisk udtryk importeret fra udlandet hedder det ’framing’. Altså indramning, og det har forfatterne Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter netop skrevet en tankevækkende bog om.

Framing har altid fundet sted, men der er ingen tvivl om, at det er taget til i omfang og i takt med, at regeringer og partier hyrer kommunikationsbureauer og spindoktorer i dyre domme til at udvikle kommunikationsstrategier.

Tal lige ud af posen

Jeg giver gerne et par gode råd gratis: Tal lige ud af posen. Kald en spade for en spade. Keep it simple.

Banal lommefilosofi, men jeg tror, det virker bedre, end det skråplan med 'framing' som danske politikere lige nu er til fals for. Danskerne stemmer om EU, for det ved de, hvad er. Og jeg er overbevist om, at vælgerne og især den tredjedel, der er i tvivl, vil finde det befriende, hvis Løkke og Mette Frederiksen smed alle omsvøb og ordflom.

Flertallet af vælgerne har gennemskuet, at omprioriteringsbidraget betyder færre penge til velfærd. Og at værdighedsmilliarden er et uværdigt lapperi på mange års besparelser på ældreområdet.

Sig tingene som de er og få respekt

Og mange vælgere står klar til at hjælpe mennesker på flugt og giver ikke fem flade øre for politikere, der taler tilstrømning af asylansøgere, når der står en syrisk far med mindreårige børn i hånden og har brug for husly.

Og kontanthjælpsmodtagere vil altså hellere have tag over hovedet end et moderne loft, der tvinger dem til at hutle sig igennem livet.

Mon ikke vi allesammen ville få mere respekt og tillid for politikere, hvis de turde tale op til vælgerne ved at sige tingene, som de er?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.