LO vil nu have Arbejdsretten til at tage stilling til, om det er i orden, at taxavognmænd har fastansat chauffører, der kørte taxa under strejken i Svendborg.
De fleste af de taxachauffører der strejkede står nemlig nu uden job, mens skruebrækkerne er blevet fastansat i stedet.
Det skriver DR P4 Fyn
En usædvanlig situation, lyder det fra Tonni Hansen, formand for 3F i Svendborg.
"De sidste 100 år har vi gjort det sådan, at når konflikten var løst, og vi havde taget livtag med hinanden, så var det tilbage til arbejdet. Nu har vognmændene i stedet ansat de skruebrækkere der tog vores medlemmers arbejde under konflikten og vi har 12-14 dygtige taxa-chauffører uden job," siger han til DR Fyn og fortsætter:
"Det er helt urimeligt, og derfor har vi indbragt sagen for Arbejdsretten."
Tirsdag formiddag skulle parterne være mødtes til et møde i Arbejdsretten. Men efter ønske fra vognmændene er sagen blevet udskudt.
12-14 chauffører i Svendborg er blevet arbejdsløse efter konflikten.