En katastrofe er, lærte jeg som værnepligtig, når der ikke er redningsmandskab nok til de tilskadekomne, så man kan kun sige det på en måde:

Vi står overfor en Corona-katastrofe: Hvis vi ikke får sinket smitten, kan hospitalsvæsenet ikke følge med alle de syge, og folk vil dø.

Ja, så muntert kan man starte en klumme, når man har 25-års erfaring som komiker, men det er den enkle sandhed: Vi skal blive hjemme og stoppe smittekæden, hvis sygehusvæsenet skal have en chance for at følge med.

Vi har alverdens underholdning

Det virker voldsomt at skulle opgive alle de ting, der plejer at være vores liv, udover at sidde hjemme på sofaen, men vi kan jo glæde os over at så stor en del af vores liv efterhånden foregår på den sofa.

Og at mere og mere KAN foregå fra vores sofa. Madudbringning, varebestilling, plus at vi har alverdens underholdning for enden af vores fingre, mens vi tilbage i 1980’erne havde skullet nøjes med at se de samme, slidte VHS-bånd om og om igen.

Så det bliver en noget mere bekvem katastrofe, vi går ind til, men spørgsmålet er om vi så kan lære noget af den.

Måske at sætte pris på vores frihed i fremtiden: Muligheden for at tage til en fest eller bare sidde til møde i et ilttomt lokale og håbe, ingen har noget til eventuelt. Måske kommer vi endda til at gøre alvor af vores ambitioner om at få set noget kultur, så klubber, teatre og spillesteder måske oplever et lille løft, når vi bliver sluppet ud igen. De af dem, som altså overlever.

Nye talenter

Måske lærer vi endda at overføre vores viden fra Corona-invasionen til andre områder: Selvom det var frustrerende at idioterne sked på fællesskabet og gik på shopping, til party eller i løbeklub, så virkede det at flertallet blev hjemme, og vi sinkede smittehastigheden ved at være omsorgsfulde medmennesker.

Så ja, Kina og Indien forurener mere end os, men vi forurener mere per indbygger, men hvis vi tager vores ansvar og sætter vores egne behov lidt til side, så virker det, og verden går i den rigtige retning.

Om nogle måneder traver vi ud af den her katastrofekarantæne med en masse nye talenter: Nogen har genlæst alle de store klassikere, andre kan jonglere med mindst fire bolde og atter andre kender Adam Sandlers filmiske mesterværker udenad. Men vi har lært, at folk gerne vil gøre det rigtige og at det hjælper.

En sølle trøst, for dem, der har mistet nogen, de havde kær, men en fantastisk tanke at bygge et samfund på, lige som vi troede at det var ved at drukne i falske nyheder og russiske troldefabrikker. Vi ER et samfund, hvor vi vil hinanden det bedste. Normalt skal man stå sammen i krisetider, men os lykkedes det at sidde adskilte, da vi fik besked på det. Tak!