Kina bør udfase den ikke videre populære etbarnspolitik. I stedet bør en familie fra 2015 have ret til at få to børn.
Det foreslår en af Kinas indflydelsesrige tænketanke, CDRF, der har tætte forbindelser til regeringen.
Etbarnspolitikken blev introduceret for 30 år siden, men der lyder stadig flere opfordringer til, at den lempes.
- Kina har betalt en høj politisk og social pris for den politik, da den har resulteret i sociale konflikter, store administrative omkostninger og indirekte ført til en en langvarig ubalance i køn, siger CDRF ifølge Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua i en rapport om komplekset.
Etbarnspolitikken har ført til, at mange par har foretrukket drengebørn.
Derfor er der nu forholdsvis få unge giftefærdige kvinder til de mange unge giftefærdige mænd.
Samtidig har politikken medført, at der er opstået en demografisk bombe, nemlig en stor aldrende befolkning og få hænder til at brødføde den.
Rapporten fra CDRF opfordrer til, at familieplanlægningspolitikken "lempes" i provinser, hvor der er streng kontrol, hvilket overvejende er i områder, hvor der bor mange mennesker.
Altså to børn per familie fra 2015.
Videre siger CDRF, at fra 2020 bør alle restriktioner ophæves, så folk kan træffe rationelle beslutninger om fødselsspørgsmål.
Embedsmænd, der beskæftiger sig med sagen i hovedstaden Beijing, har tidligere forsvaret etbarnspolitikken med den begrundelse, at befolkningen - uden denne politik - ville være på 1,7 milliarder kinesere.
I øjeblikket er den på 1,3 milliarder.
/ritzau/AFP