Når vinteren for alvor begynder at bide, og sneen lægger sig som et hvidt tæppe over fortove og indkørsler, griber mange danskere automatisk til posen med vejsalt for at bekæmpe det glatte føre.
Men det kan være en dyr vane for både miljøet og din have, lyder advarslen fra organisationen Miljømærkning Danmark.
Vejsalt er nemlig ikke bare effektivt til at smelte is. Det er også skadeligt for jord, planter og grundvand – og det sætter sig i flisefuger, bygninger og sko, samtidig med at det kan små hundepoter ømme.
Derfor anbefaler eksperterne, at du tænker dig om og i stedet bruger mere miljøvenlige alternativer. Et af de bedste valg ifølge Miljømærkning Danmark er svanemærkede is- og snesmeltningsmidler, der både smelter is og iskrystaller effektivt og samtidig er biologisk nedbrydelige.
- Selvom salt forekommer naturligt, bør det ikke være i jorden. Det ødelægger nemlig jordstrukturen, fortrænger næringsstoffer og hæmmer planternes vækst. Tømidler med Svanemærket er mindst lige så effektive som vejsalt, men skader ikke træer, jord eller grundvand – og så giver det heller ikke ømme hundepoter eller sætter grimme rande på fodtøjet, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
To gode alternativer
Grus er et klassisk middel, der øger friktionen og gør fortove og trapper mindre glatte, men det smelter ikke sneen. Svanemærkede tømidler er derimod designet til både at fjerne is og forhindre ny isdannelse, uden at skade natur og miljø på samme måde som vejsalt.
Rina Ronja Kari understreger, at svanemærkede produkter skal leve op til strenge krav til både kvalitet og miljøpåvirkning. Derfor kan de være et grønnere valg, når der skal ryddes sne på fx fortove, cykelstier eller indkørsler.
Samtidig findes svanemærkede tømidler i de fleste byggemarkeder rundt om i landet, så det er nemt for boligejere at træffe et grønnere valg uden at gå på kompromis med sikkerheden på glatte flader.