Nu skal det være slut med tåresprøjtende øjne og alskens kreative husråd lige fra løbende vandhaner til tændstikker i munden.
En forsker fra New Zealand, Dr. Colin Eady, har sammen med sine kolleger fra Japan formået at genmodificere et løg uden PTSO, som er det stof, der får øjnene til at løbe. Det skriver ScienceDaily i dag.
I de genmodificerede løg er produktionen af PTSO sat ned. I stedet har løgenes smag og sunde egenskaber fået et skub i den rigtige retning.
- Løg er en så alsidig og nærende grøntsag, så hvis vi kan få flere mennesker til at tilberede og spise friske løg, så vil det være et positivt udfald, siger Dr. Eady til ScienceDaily.
Selv om det tåreløse løg ifølge Dr. Eady stadig er på udviklingsstadiet, så håber han på, at det kommer i handlen inden for det næste årti.