Det kan godt lade sig gøre at få sygeplejersker til at droppe livet som vikar for til gengæld at tage arbejde i det offentlige sundhedsvæsen.
Efter flere år med medarbejderflugt er det lykkedes hospitalerne i Region Hovedstaden at vende udviklingen. Regionen har på få måneder fået 1.000 sygeplejersker til at søge fast arbejde i det offentlige. Det skriver Berlingske Tidende.
Tricket er, at sygehusene i regionen fra næste måned får forbud mod at hyre eksterne vikarer, men i stedet skal bruge vikarer fra andre afdelinger på sygehuset.
"Det er en meget positiv udvikling, og timingen med at oprette de interne vikarbureauer har været perfekt. Den økonomiske krise betyder helt klart, at folk søger over mod de sikre jobs, og det er blevet vores mulighed for at få dem tilbage i folden," siger regionsdirektør Helle Ulrichsen.
Udmeldingen har ført til, at flere af de eksterne vikarbureauer i Københavnsområdet har valgt at dreje nøglen om, oplyser Dansk Erhverv.