Ukraines præsident, Viktor Janukovitsj, siger torsdag for første gang, at han er klar til at lade den syge, fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko rejse til udlandet for at få lægebehandling.
Ifølge nyhedsbureauet AFP siger Janukovitsj, at Ukraine i dag ikke har nogen lov, der tillader Timosjenko at rejse udenlands. Men at der er en lov på vej gennem parlamentet.
- Det er klart, at hvis parlamentet godkender en sådan lov, så vil jeg skrive under på den.
- Det vil formentlig blive en domstol, der skal træffe beslutningen om udrejseproceduren og om at opretholde visse garantier, siger præsidenten ifølge AFP.
Udmeldingen kommer op til, at Ukraine er i gang med at forberede sig på optagelse i EU.
Løsladelsen af Timosjenko, der har alvorlige rygproblemer og siges at være meget syg, er indirekte en af de tre betingelser, EU har stillet for, at man i forbindelse med topmødet vil underskrive en handels- og associeringsaftale med Ukraine.
/ritzau/