Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, afviser muligheden for, at der bliver placeret atomvåben i hans land. Han siger, at et sådant skridt blot ville føre til et våbenkapløb på Koreahalvøen.
I sit første tv-transmitterede interview siden Nordkoreas seneste atomprøvesprængning fastslår Moon, at han ikke er enig i, at Sydkorea bør udvikle det kernefysiske våben.
Til den amerikanske tv-station CNN siger Moon, at selv om han ikke støtter opstilling af atomvåben eller udvikling af dem, så er Sydkorea nødt til at udvikle dets kampevne på baggrund af nordkoreanernes atomvåbenprogram.
- At svare Nordkorea igen ved selv at have vore egne atomvåben, vil ikke sikre fred på Koreahalvøen, og det ville kunne udløse et atomvåbenkapløb i det nordøstlige Asien, siger han.
Moon vandt præsidentvalget i maj, efter at han i valgkampen havde lovet kontakt og dialog med regimet i Pyongyang - ikke konfrontation.
Den sydkoreanske præsident rejser i næste uge til New York for at deltage i FN's Generalforsamling.
Den finder sted på et tidspunkt, hvor der fremsættes spekulationer om, at forholdet mellem USA og Sydkorea bliver stadig mere konfliktfyldt.
Tidligere i denne måned beskyldte præsident Donald Trump Moon for at være for "eftergivende" over for Nordkorea.
Moon siger torsdag, at han mener, Trump lagde op til, at ikke blot Sydkorea og USA - men også Kina og Rusland - sammen må reagere tydeligt på nordkoreanernes provokationer.
En nylig Gallup-undersøgelse i Sydkorea viste, at 60 procent af sydkoreanerne går ind for, at deres land selv får atomvåben. 35 procent er imod.
/ritzau/