Sydbank har sorte penge gemt i en datterbank i Schweiz. Det erfarer Jyllands-Posten.
Det er Jyllands-Posten, der er kommet i besiddelse af en række interne meddelelser fra Sydbank.
"Der er givet mange sorte penge placeret i schweiziske banker - herunder SYCH (Sydbank Schweiz, red.)," skriver de ifølge Jyllands-Posten.
Dokumentationen omtaler blandt andet en nordmand, der har en trecifret millionformue. Men mandens formue og de penge, han har tjent på sine investeringer, er højst sandsynligt ikke indberettet til skattemyndighederne i Norge - hvilket Sydbank godt er klar over.
Og banken har også danske kunder.
I Schweiz har bankerne ikke pligt til eksempelvis at oplyse skattemyndighederne om kundernes formuer. Sydbanks chefjurist skriver til Jyllands-Posten, at det schweiziske datterselskab ikke er beregnet til danske kunder.
"Formålet med banken i Schweiz var at tilbyde bankydelser og -produkter til formuende kunder, heriblandt danskere bosiddende uden for Danmark. Banken har ikke haft til formål at betjene kunder bosiddende i Danmark, men dette udelukker ikke, at der i et begrænset omfang er danske kunder," skriver chefjurist i Sydbank Karin Sønderbæk til Jyllands-Posten.
Afsløringen vækker overraskelse hos Skat i Danmark.
"De danske banker overtræder ikke direkte den danske lovgivning, men det er beklageligt, at de direkte eller indirekte medvirker til, at danske personer udelader informationer i forhold til dansk skattevæsen," siger chefkonsulent Ove Christensen til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten