Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har kort før middag været involveret i en trafikulykke ifølge Sveriges Radios P4.
Löfven er sluppet uskadt, efter at hans bil kørte af vejen og kolliderede med et autoværn. Det oplyser hans pressesekretær, Jonatan Holst.
Ulykken skete på E4 ved Knivsta syd for Uppsala. Det skete under en snestorm, og vejforholdene var meget vanskelige.
Tidligere på dagen havde over 20 biler været involveret i et harmonikasammenstød på den samme strækning, skriver AFP.
Den svenske statsminister var på vej til Uppsala 70 kilometer nord for Stockholm. Her skulle han besøge Akademiska sjukhuset.
Sikkerhedspolitiet, der følger statsministeren, bekræfter, at en bil har været indblandet i en mindre trafikulykke, men vil ikke oplyse, hvem der kørte bilen.
- Jeg kan fortælle, at det ikke var en af vore vagter, som kørte. Det resulterede i nogle pletskader, men ingen personskader, siger Säpos pressechef, Karl Melin.
Det lykkedes at få bilen tilbage på vejen og gjort køreklar, og statsministeren kunne genoptage sit planlagte program, fortæller han.
/ritzau/TT
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.