Valget til Rigsdagen ser ud til at blive en katastrofe for Sveriges socialdemokrater.
Der er kun tre uger til, at svenskerne skal sætte deres kryds, men aldrig har tilslutningen til Sveriges arbejderparti været så lav som i dag. Det viser en måling som United Minds har lavet for Aftonbladet.
Kun 27,3 procent af svenskerne vil ifølge målingen pege på Mona Sahlin og hendes partikammerater. Det er under lavpunktet fra 1911, hvor kun 28,5 procent af vælgerne pegede på Socialdemokratiet.
Den borgerlige regering ser til gengæld ud til at blive genvalgt. Faktisk står de fire borgerlige partier kaldet Alliancen til at vinde valget med 48,1 procent af stemmerne.
Andre målinger er uenige med Aftonbladet, men alle viser, at Socialdemokraterne har tabt vælgere i valgkampen.