Svenske bookmakere regner det for mere sandsynligt, at Sveriges fodboldlandshold taber 0-4 mod Tyskland tirsdag aften, end at svenskerne vinder 1-0.
Det viser lidt om, hvor undertippede landstræner Erik Hamréns tropper er mod EM-semifinalisterne, og hvor meget de får brug for en storkamp fra holdets eneste verdensnavn, Zlatan Ibrahimovic.
- Hold din kæft, råbte Zlatan, så alle på stadion kunne høre det, til holdkammeraten Christian Wilhelmsson, da Sverige var kommet bagud 0-1 på Færøerne i fredags, og Paris Saint-Germain-angriberen har i det hele taget været i giftigt humør i landsholdslejren.
Den færøske kaptajn, Frodi Benjaminsen, kunne berette, hvordan den svenske superstjerne uden varsel langede et albuestød ud og efterfølgende overfusede færingerne, fordi de tjener markant mindre end han selv.
- Barnligt, lød dommen fra Benjaminsen.
- Zlatan spiller endnu bedre, når han er rigtig rasende, siger Christian Wilhelmsson.
Og det var da også netop Zlatan Ibrahimovic, der afværgede katastrofen mod Færøerne, da han med mål og oplæg fik vendt 0-1 til 2-1 til et svensk hold i store problemer.
Tyskland imponerede ved at smadre Irland med 6-1 på udebane fredag aften og ser ud til at være kommet tilbage på sporet efter et par halvsvage kampe efter EM.
- Min spion fortalte, at tyskerne spillede fantastisk godt. Det bliver en pragtfuld udfordring, siger Sveriges landstræner, Erik Hamrén.
/ritzau/dpa