Sverige og Danmark har altid konkurreret om at have verdens højeste skatter - ikke mindst på grund af nogle meget udbyggede velfærdssystemer i begge lande.
Men nu lægger svenskerne for alvor afstand til det danske skattetryk, som er verdens højeste, mens svenskerne er hastigt på vej ned ad skattebakken, skriver Jyllands-Posten.
Ifølge en ny analyse fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos vil skatteforskellen på Sverige og Danmark øges yderligere i de kommende år.
Dermed vil vi til næste år have den største forskel i skattetryk i Sveriges favør mellem de to lande i næsten 50 år, lyder vurderingen.
Det beløber sig til en forskel på 4,8 procentpoint, der blandt andet skyldes, at svenskerne sænker selskabsskatten og flere gange har øget beskæftigelsesfradraget for folk i arbejde.
Både i erhvervslivet og i den borgerlige lejr generelt opfordrer man til, at vi skal lære af svenskerne, som også målt på velstand nu ligger højere end Danmark, skriver Jyllands-Posten.
- Til næste år vil deres selskabsskat også være lavere end vores og dermed forbedre deres evne til at tiltrække udenlandske investeringer, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.
- Vi bør lære af svenskerne, som også ligger til langt højere vækstrater end os frem mod 2030, tilføjer han.
I AE-rådet - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - afviser administrerende direktør Lars Andersen, at forskellen spiller den store rolle.
/ritzau/