Et enkelt tryk på en knap åbnede døren til tourbussen, som lydmanden Tom Hofvander blev suget ud af i august måned. Og han trykkede selv på knappen.
Et hændeligt uheld konkluderer politiet, som netop har afsluttet efterforskningen og skyder skylden på den eftermonterede funktion i bussen.
Det skriver eb.dk.
- Måske ikke en smart indretning, men hverken ulovlig i Danmark eller Sverige. Undersøgelser og efterforskning af sagen er tilendebragt, og den er henlagt, uden at nogen stilles til ansvar, siger vicepolitikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Tom Hofvander var på vej hjem til Sverige efter en tour med den svenske popstjerne Veronica Maggio. Den svenske lydtekniker blev suget ud af tour-bussen efter årets Skanderborg Festival og fundet død på motorvejen ved Bjæverskov på Sjælland i august måned.
Hans tour-kammerater først opdagede først, at han manglede, da politiet kontaktede dem - og bussens chauffør opdagede først efter fem kilometer, at bussens dør var åben.
Politiet har nu afsluttet efterforskningen, som viser, at 58-årige musiker og far til to trykkede på en knap i knæhøjde ved siden af bussens bagdør. Den åbnede døren, og Tom Hofvander røg ud.
- Vi har ingen info vedrørende, hvorfor knappen er eftermonteret og heller ikke nærmere om, hvem der har gjort det, siger Ove Pedersen til eb.dk.
Politiet kender ikke til andre sager, hvor en lignende knap er eftermonteret. De ønsker hverken at offentliggøre billederne af knappen eller oplysninger om bussens ejer, skriver netavisen.
/ritzau/