Nyt design skal sikre vækst for bilfabrikanten efter et svært 2012.
Den svenske bilfabrikant er på vej med nye og opdaterede udgaver af flere af sine allermest populære modeller, blandt andet af storsællerten S60.
Der kommer også en ny Volvo S80 og en ny udgave af Sveriges mest solgte bil, V70.
Ud over de rent kosmetiske ansigtsløftninger, er der også nyt under hjelmen. Selskabets egenudviklede motor er blevet opgraderet, og brændstofforbruget kommer derfor for flere af modeller ned på 1 liter per 25 kilometer.
"Vi har en meget ny V40, V40 Cross Country og en hybridudgave af V60. Så vi har er en meget frisk og ung portefølje af biler. Perfekt i en krisetid, mener vi." Sådan lyder det fra Volvos udviklingschef Peter Mertens.
Volvo havde et svært 2012 med vigende salg. Det skal den nye stribe modeller rette op på, og så skal øjnene rettes mod nye, potentielle vækstmarkeder.
"Vi fokuserer lige så meget på Kina, som vi gør på Nordamerika og Europa. Men vi har ikke designet bilerne til en bestemt region. Der er tale om vore kerneprodukter, og de skal være succesfulde på alle markederne," fortæller udviklingschefen.