Hvis moderen til den lille dreng, der for nylig blev fundet efterladt i en indkørsel i Liseleje, henvender sig for at tage sin dreng til sig, vil offentligheden ikke få det at vide. Hvis moderen ikke henvender sig, og det lille hittebarn bliver bortadopteret, vil offentligheden heller ikke få det at vide. I hvert fald ikke hvis det står det de sociale myndigheder og politiet.
»Vi vil gøre alt for at hindre, at det bliver kendt, hvad der sker herfra,« sagde socialchef Ivan Jakobsen fra Frederiksværk Kommune på pressemødet onsdag.
Men det vil muligvis ikke være nok.
»Eftersom barnet har været vist frem, kan det ikke udelukkes, at nogle vil kunne genkende barnet og rette offentlighedens søgelys mod det igen,« siger sekretariatschef i Adoptionsnævnet Trine Hede.
Sikkert er det dog, at hverken myndigheder eller politi fremover vil være forpligtet til eller villige til at give nogle oplysninger til pressen.
Ifølge ekspert i forvaltningsret har myndighederne lovhjemmet til således at lukke for kontakten til offentligheden, og derved beskytte både moderen og barnet.
»Det kan godt lade sig gøre for myndighederne at beskytte den lille dreng ved at henvise til, at hvad der videre sker i sagen er personfølsomt og derved fortroligt,« siger afdelingsleder i informations- og forvaltningsret Oluf Jørgensen på Danmarks Journalisthøjskole. Det gælder både de sociale myndigheder i Frederiksværk Kommune og for politiet i Frederikssund.
Hvis den lille dreng bliver bortadopteret, vil det være Adoptionsnævnet, der får til opgave at matche den lille dreng med de rigtige adoptionsforældre. Heller ikke Adoptionsnævnet ville give oplysninger om hittebarnet.
»Hvis det ender med en adoptionssag, vil vi hverken sige, hvor barnet kommer hen, eller hvem der adopterer det. Det er fuldt fortroligt,« siger sekeretariatschef i Adoptionsnævnet Trine Hede.