Bankerne har strammet voldsomt op på førstegangskøbernes mulighed for at hente finansiering i banken til køb af ejerbolig. Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Småting blokerer tilsyneladende for nye banklån. Der er eksempler på, at en ubetalt parkeringsbøde blokerede for en ellers sund bolighandel. Ejendomsmæglere oplever i stigende omfang, at førstegangskøbere ikke kan hente restfinansieringen i banken.
"Stramningerne rammer førstegangskøbere hårdest, og jeg tror, det bliver svært at finde eksempler på førstegangskøbere, der har fået 100 procents finansiering," siger informationschef Jan Nordmann fra EDC til ugebrevet.
Jan Nordmann peger på, at det er en af årsagerne til, at sælgerne i stadigt flere tilfælde bliver nødt til at acceptere et pantebrev fra sælger - for at dække den del af købsprisen, der ligger ud over det, kreditforeningen vil belåne.
Det vil altovervejende være førstegangskøbere, der er i den situation. De har typisk ikke nogen friværdi med sig fra tidligere bolig og har derfor en mindre opsparing at gøre godt med.