For nylig kom det frem, at Sussi Nielsen igen har fundet kærligheden efter tabet af sin partner gennem 52 år, Leo Nielsen.
Dermed skuffes tidligere bejlere, som også må se i øjnene, at den bramfrie sangerinde har lagt tidligere tiders løssluppenhed bag sig.
I dag er hun absolut en optaget dame, fortæller hun til herognu.dk.
- Der er godt nok nogle af de gamle, der har prøvet på at lægge billet ind, der har skrevet: "Jamen så kan jeg jo ikke komme og besøge dig", fortæller Sussi Nielsen og fortsætter.
- Det har været svært at få dem til at forstå, jeg ikke er interesseret mere. Det virker som om, det er meget svært for dem at fatte. De giver ikke sådan op, siger sangerinden.
Sussi Nielsen har aldrig lagt skjul på, at hun og Leo i perioder levede i et åbent forhold, men efter, hun nu har mødt sin 14 år yngre kæreste, så er det helt slut med den slags.
- Nej, nej, nej, svarer hun på ugebladets spørgsmål og siger videre.
- I starten var det jo åbent med Leo, men de sidste mange år havde vi altså ikke lyst til at eksperimentere med andre på den måde, siger hun og vil altså også gerne fortsætte bare på "tomands"-hånd med sin nye kærlighed.