Den britiske cykelrytter Chris Froome regner med, at det bliver ham, der står i spidsen for Team Sky, når 2013-udgaven af Tour de France bliver skudt i gang.
Det siger han, efter at Froomes landsmand og holdkammerat Bradley Wiggins, der vandt Touren i år, har antydet, at han i den kommende sæson vil satse på Giro d'Italia i forsøget på at vinde alle de tre største etapeløb, inden karrieren er ovre.
Nu er Froome sulten efter, at avancere fra hjælperytter til Tour-favorit.
- Jeg kan kun gå efter sejren i et etapeløb næste år, og jeg har Touren i tankerne. Jeg mener, at Bradley kunne være lederen i Giro d'Italia, og jeg kunne være det i Tour de France.
- Men vi skal vente på næste års program og snakke med vores sportsdirektører, siger Chris Froome.
Han sluttede sommerens Tour de France på andenpladsen efter Wiggins, men så stærkere ud på flere af de hårdeste bjergetaper.
Froome mener da også selv, at hans rolle som hjælperytter fratog ham en stor sejr.
- Jeg er stadig overbevist om, at jeg kunne have vundet. Men vi var helt afklaret på holdet, og jeg gjorde mit bedste. Jeg var ikke ham, der blev valgt som kaptajn, siger Chris Froome.
/ritzau/Reuters