Det er hårdt at være gymnasieelev, hvis man skal tro en ny måling.
Lang skoledag, mange lektier, fritidsjob og manglende tid til venner, kærester, sport og fester.
Det får hver fjerde til at overveje at droppe ud, skriver Berlingske.
Det viser en undersøgelse, som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har foretaget.
"Det er slet ikke acceptabelt, og de her tal skal drastisk ned, hvis det skal gøres bedre," siger Frederik Gjørup, formand for DGS til Berlingske.
Formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen trækker på skulderen af tallene og understreger, at gymnasiet er den ungdomsuddannelse med den laveste frafaldsprocent.
Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen, mener, at eleverne skal tage sig sammen.
"De bor i det eneste land i verden, hvor de får gratis uddannelse. Den plads, de sidder på, er ret dyr, så det er en gave, de får. Derfor må de også sørge for at honorere det og gennemføre deres uddannelse," siger hun til Berlingske.
Kilde: Berlingske