Den tidligere amerikanske senator George McGovern, der stillede op som Demokraternes præsidentkandidat mod Richard Nixon i 1972, er død, 90 år, oplyser familien.
McGovern, som førte valgkampagne mod Vietnamkrigen, led et af de største valgnederlag i USA's historie.
McGovern, som havde været indlagt flere gange i det seneste år, havde netop gennemført en bogturné, inden han blev indlagt for få dage siden med svigtende helbred.
- Det er en lykke at vide, at han levede et langt, succesfuldt og virksomt liv, hvor han kæmpede for de sultende og var en progressiv stemme for millioner i kampen for fred, hedder det i en erklæring fra familien.
McGovern var medlem af Senatet for South Dakota fra 1963 til 1981. Han udfordrede i 1972 Nixon fra en platform, der var mod USA's krigsførelse i Vietnam.
Men ved præsidentvalget led han et af de største nederlag i USA's historie, da han kun fik 37,5 procent af stemmerne. Han vandt kun i to delstater over sin republikanske rival: Massachusetts og i Washington D. C.
Nogle år senere, da Nixon blev tvunget til at forlade Det Hvide Hus i utide som følge af Watergate skandalen, blev det udbredt blandt amerikanske billister at køre med klistermærker med påskriften: "Don't blame me, I'm from Massachusetts."
/ritzau/AFP