København skal være metropol. Der skal bygges højt, der skal bygges nyt, og byen skal udvikles. Det tror jeg, vi alle kan være enige om. København har potentialet, men på hvilken måde skal det ske, og hvad og hvem tabes undervejs?
Nybyggeri æder Islands Brygges havnefront op og nærmer sig faretruende haveforeningen Nokkens selvbyggede huse. Regeringen presser Christiania, der skal være andels- og ejerboliger. Der skal være ordnede forhold. Faderhuset vil smide de unge i Ungdomshuset ud, mens politikerne vasker deres hænder og overlader det til politiet at rydde op. Imens kan storbyens fodboldglade drenge og piger vente på, at Kløvermarken omdannes til byggeplads.
»Åh ja, men det vrimler med små oaser lige fra Christiania & op til Hotel Plaza« skrev sangeren C.V. Jørgensen i 1977. Men oaserne bliver færre, og de, som er tilbage, er under pres.
Københavns anderledeshed med skæve eksistenser og subkulturelle og originale miljøer har været det, som trak andre mennesker til København, hvad enten de kom fra Jylland eller fra New York.

Noget for turisterne

Når jeg har gæstende venner fra udlandet, så står Christiania højest på ønskelisten over de steder, de vil besøge. Nogen gange rangere det lige over Tivoli og andre gange lige under Tivoli. Christania udfordrer vores livsstil ? tænk, at der er nogen der vælger at leve på den måde! Uorganiseret!
Mange mennesker, som vi betragter som socialt udstødte, finder også en ro på Christiania. For mange af de socialt udstødte, jeg møder i mit arbejde på Mændenes Hjem, er Christiania netop det frirum, hvor de føler sig accepteret og kan sidde en søndag formiddag i solen og »være med« og ikke føler sig udenfor.

Man gør byen kedelig

Scenen for alternativ rock og punk musik er sat på Jagtvejen i Ungdomshuset. En scene som ikke vil få plads andre steder. Samtidig udgør Ungdomshuset et vigtigt alternativ til den almindelige cafe latte-kultur. Her er det ikke kommercialisme, karriere og fortjeneste, der er i højsædet, men musik og samvær med mening.
Men det er ikke kun de alternative projekter, der er under pres af tidens tand. De folkelige oaser er også under pres. Haveforeningen (Nokken) og fodboldbanerne (Kløvermarken) er om noget billedet på den københavnske folkelighed. Oaser hvor natur, vand, bevægelse og samværet er i centrum. Begge fristeder er under pres af byggeri, der skal gøre byen til en metropol.
Problemet er, at man i bestræbelserne på at strømline og ensrette gør byen kedelig og tømmer de kilder, som er med til at få os ? storbybeduinerne ? til at overleve. Byen gøres til indholdsløse storcentre, hvor pengene kan spenderes, og hvor den kommercielle oplevelseskultur har kronede dage.
Hvis København skal gøres til en international metropol, så skal byen jo ikke gøres til en storby som alle andre. I stedet skal Københavns dyrke sin unikhed. Den findes blandt andet i det alternative og de folkelige oaser, der rent faktisk findes.
Alle har vi brug for storbyens oaser.