Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har torsdag løftet sløret for et britisk samarbejde om flygtninge med Rwanda.
Briterne skal således fremover have muligheden for at sende flygtninge til det østafrikanske land. Her kan de få behandlet deres asylansøgning og "få muligheden for at skabe et nyt liv i Rwanda", siger Johnson.
Alle, der ulovligt kommer til Storbritannien, og alle, der er ankommet ulovligt siden 1. januar, kan blive sendt til Rwanda, lyder det.
Boris Johnson siger desuden, at det over tid vil fungere som en "betragtelig afskrækkelse" for personer, der overvejer at flygte til Storbritannien.
Planen er endnu ikke endeligt iværksat, men Johnson hævder torsdag, at det er både den mest humane og medmenneskelige ting at gøre.
Premierministerens plan minder meget om en plan, som også den danske regering i noget tid har haft i støbeskeen.
Jyllands-Posten skrev onsdag, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har indkaldt Folketingets partier til et møde om en aftale med det østafrikanske land land om at sende flygtninge derned.
I Storbritannien er Johnsons forslag torsdag straks blevet mødt af kritik - både på grund af forslagets indhold og dets timing.
Johnson blev tirsdag idømt en bøde for at bryde landets coronaregler ved at deltage i ulovlige fester under coronanedlukning. Det har fået blandt andre oppositionsleder Keir Starmer til at opfordre Johnson til at trække sig.
Torsdag er Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, også ude med kritik.
- Det er i sig selv et usselt forslag. Men når det så i øvrigt bliver annonceret for at tage fokus fra #partygate, så ser man tydeligt regeringens fuldstændige morale kollaps. Skammeligt, skriver hun på Twitter.
Ifølge Boris Johnson skal den britiske plan være med til at begrænse antallet af personer, der forsøger at rejse til Storbritannien via Den Engelske Kanal.
i 2021 krydsede over 28.000 personer kanalen fra Europa til Storbritannien.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters