Det er bare med at slå til, når et godt rygte skyder priserne i vejret.
Sådan synes Erik Skjærbæk at tænke, mens rygterne om et storstilet opkøb fra den russiske Abromovich-families side kører på sit højeste.
Skjærbæk har i hvert fald netop solgt aktier for 5,3 millioner kroner i Parken Sport & Entertainment, der driver FCK's fodboldvirksomhed. Det skriver Ekstra Bladet.
Så sent som den 29. november købte Skjærbæk 45.000 Parken-aktier for 4,3 millioner, og nu sælger han dem altså allerede igen med en fortjeneste på en million.
"Jeg syntes, det var en temmelig høj kurs torsdag, så kunne jeg lige så godt sælge lidt," siger storaktionæren ifølge avisen.
Det var et cafe-møde mellem Carsten Koch, der er direktør for storaktionæren Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og den russiske rigmandssøn Arkady Abromovich, der startede historien. Det udnytter Erik Skjærbæk nu.
"Jeg kunne se, at fordi Carsten Koch går på cafe, så stiger kursen, og det er jo ikke den måde, vi normalt ser. Så må der være nogen spekulanter, man kan straffe ved at sælge," siger storaktionæren.
De solgte aktier udgjorde kun en begrænset del af Skjærbæks Parken-papirer. Ifølge avisen sidder han fortsat inde med knap 20 procent af aktierne i Parken Sport & Entertainment.
Kilde: Ekstra Bladet