Mere byggemarked, mindre boligtilbehør. Sådan lyder konceptet, når Silvan skruer op for ambitionerne og vil åbne flere butikker rundt om i landet.
Det er Silvans nye tyske ejere, kapitalfonden Aurelius Group, som skubber på - selvom markedet i flere år har været kendetegnet af overkapacitet og hård konkurrence, skriver Berlingske Business.
Men byggemarkedkædens administrerende direktør, Freddy Lauridsen, mener, at der er plads til flere butikker og fortæller til avisen, at der primært kigges på de større byer i Jylland og på Sjælland.
- Planen er ikke helt færdig, men jeg vil ikke være overrasket, hvis vi inden for et par år har ti butikker mere i Danmark, end vi har i dag, siger Freddy Lauridsen til Berlingske Business.
Han fortæller desuden, at de eksisterende butikker muligvis kan blive flyttet til bedre adresser.
Flere medarbejdere
Der findes i dag 42 Silvan-byggemarkeder i Danmark, og kæden beskæftiger ifølge Berlingske Business 1.400 medarbejdere. Men med ti nye butikker på vej, skal der ansættes flere medarbejdere.
- Vi skal nok over de kommende år ud og ansætte 200-300 nye medarbejdere. Udviklingen går mod mere nethandel, og vi ser en god mulighed i at kombinere de fysiske butikker med en stærk netbutik. Vi arbejder på at gøre det muligt, at man kan få fleksible leveringer og mange produkter leveret allerede dagen efter, man har bestilt varen på nettet. Det er målet, siger Freddy Lauridsen.