Forfatteren Carsten Jensen blev søndag 300.000 kroner rigere, da han blev begavet med Danske Banks Litteraturpris.
Han fik prisen for sin bog Vi, de druknede , der fortæller om den ærøske by Marstal og dens sømændsfamilier.
Carsten Jensen fik prisen overrakt på Bogmessen, hvor han i sin takketale sammenlignede den store bogpris med en Oscar. Han tilføjede dog også, at det både er en glæde og en byrde at få sådan en pris.
- Nu skal jeg gøre det endnu bedre næste gang, sagde han.
Carsten Jensen vandt prisen foran to andre nominerede - Jens Smærup Sørensen og Pia Tafdrup.