Hvis verden var en skoleklasse, ville Iran og Nordkorea være de svage elever, som alle mobbede. Klassens mest toneangivende bølle, USA, foretog i går en kovending ved forsigtigt at invitere Nordkorea ind i legen. Det var en rigtig god idé.
Ved reelt at fjerne Nordkorea fra ’ondskabens akse’ og lokke med olieleverancer lykkedes det at få styret i Pyongyang til at droppe atomdrømmene. Nu er det tid til at gøre det samme med aksens sidste tilbageværende medlem, Iran.
Hvis skoleklassens mobbeoffer ikke længere føler sig truet, forsvinder risikoen for, at det svage barn begynder at kaste med stole i et desperat forsøg på at forsvare sig. Den logik fungerer også, når den globale sikkerhed er på spil, viser tirsdagens atomaftale med al tydelighed.
Aftalen kom på plads ved, at USA åbnede for diplomatiske forbindelser med Nordkorea for første gang nogensinde og lovede at fjerne landet fra terrorlisten. At der oveni blev lovet en million ton olie, spiller en mindre rolle, selv om Nordkorea har hårdt brug for energi.
Det handler mest af alt om anerkendelse og sikkerhed. Nordkorea har været trætte af at blive mobbet på den internationale scene og stemplet som utilregnelig og farlig. At være en del af ’ondskabens akse’ giver ikke just anledning til samarbejdsvilje.
I de vestlige medier er der en tendens til, at lande som Nordkorea og Iran bliver puttet i en stor kasse med stemplet »utilregnelige«. Det er ikke svært at bekræfte dette image for læserne; man citerer blot Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der er ganske leveringsdygtig i bombastiske deklamationer og konspirationsteorier om vestens jødiskstyrede sammensværgelser.
Men i virkeligheden er de to lande ikke særlig utilregnelige. De spiller blot højt spil for at få så meget som muligt ud af forhandlingerne med verdenssamfundet.
For dem handler det først og fremmest om at garantere deres egen sikkerhed. De ledende præster i Iran er, af gode historiske grunde, overbeviste om, at amerikanerne vil fjerne dem fra magten, og Nordkoreas kommunistiske styre husker stadig Den Kolde Krig.
Det er ikke mærkeligt, at de to regimer har valgt at satse på atomvåbnene – for de er det eneste magtmiddel, der kan give respekt på den internationale scene og tvinge stormagterne til at tage lilleputterne alvorligt.
Der er tale om en kovending fra USA’s side, og høgene i Bush-regeringen er stærkt oprørte over, at man har belønnet et regime for at opføre sig åndsvagt og uansvarligt.
At Bush opgiver den hårde linje overfor Nordkorea handler formentlig også mest om, at han er presset på andre fronter (Irak) og har brug for en diplomatisk sejr. Der er ingen tegn på, at Bush vil stoppe den hårde retorik over for præstestyret. Men det burde han.
Man fanger som bekendt flere ayatollaher med honning.