Religion er en privat sag. Københavns Kommunes initiativ med at udarbejde retningslinjer til, hvordan religioner og kulturer trives bedst sammen på virksomheder, på skoler, i jobanvisningen og i daginstitutioner er ikke et spørgsmål om at blande mere religion ind i det offentlige rum. Det er et spørgsmål om, at vi alle sammen skal være her. Det drejer sig om at skabe muligheder og hjælpemidler til de ledere, der vil have plads til alle.

I København er sammenstød af religiøse og kulturelle vaner et dagligt samtaleemne. På mange daginstitutioner serveres allerede halalmad, en del skoler forlanger, at muslimske børn deltager i skoleudflugter, og en del virksomheder har en etnisk personalepolitik. København er blevet et multikulturelt samfund. Jeg mener ikke, at religion skal være mere synlig. Og jeg er enig i, at for eksempel en virksomhed skal tænke sig godt om, før den indretter et bederum – men vi skal heller ikke dramatisere det. Et bederum kan være det nedlagte rygerum, som et par muslimske medarbejdere kan bruge. No big deal. En åbenhed, hensyn og fleksibilitet, som faktisk får religion og religiøse modsætninger til at fylde mindre i samfundet. Og at lukke øjnene for, at religiøse og kulturelle forskelligheder er noget, som store kommuner må tage politisk stilling til, er eksempel på den gamle berøringsangst over for integrationsproblemer, som jeg troede, vi var sluppet af med.