Skuespillerne Debbie Reynolds og hendes datter Carrie Fisher havde et helt specielt bånd lige til det sidste.
Det gik op for hele verden, da 84-årige Debbie Reynolds døde 28. december, blot én dag efter datteren, der kun nåede at fylde 60 år.
Men at de to også havde tætte forhold til resten af Hollywood blev tydeligt, da flere store stjerner mødte op ved den private mindehøjtidelighed, der torsdag blev afholdt for de afdøde skuespillerinder ved deres hjem i Beverly Hills.
Det skriver flere amerikanske medier heriblandt Toronto Sun.
En parade af store stjerner som Gwyneth Paltrow, Meg Ryan og Meryl Streep var mødt op for at sørge over og mindes mor og datter, der til deres død boede side om side.
Ingen af de fremmødte stjerner ønskede at tale med medierne, der var stimlet sammen på gaden ved ceremonien.
Begravelsen af Debbie Reynolds og Carrie Fisher finder ifølge amerikanske medier sted fredag. De to skuespillerinder bliver begravet sammen på Forest Lawn-Hollywood Hills.
Carrie Fisher, der er kendt for sin rolle som Prinsesse Leia i de originale Star Wars-film, døde fire dage efter, hun fik et hjerteanfald på et transatlantisk fly.
Hendes mor, Debbie Reynolds, der er kendt for at medvirke i "Singin' in The Rain", døde af et slagtilfælde.
/ritzau/FOKUS