Den 29-årige Salvador Cabanas, der til daglig spiller i den bedste mexicanske liga for Club America, ligger fortsat i intensiv behandling, efter han blev skudt i hovedet.
Cabanas blev skudt uden for en bar, hvor han havde siddet med sin familie og nogle venner. Den sydamerikanske angriber skulle angiveligt have forsøgt at modsætte sig et røveriforsøg på baren.
"Han er blevet skudt i hovedet. De første meldinger går på, at kuglen er gået ind i foran i hovedet og ikke er kommet ud igen," siger anklager Miguel Angel Mancera til TV-stationen Televisa.
Salvador Cabanas, der har spillet 44 kampe for det paraguayanske landshold, er tidligere blevet kåret som både årets spiller i Paraguay og årets spiller i Sydamerika.
I den indeværende sæson i Mexico har han nettet hele 18 gange i blot 24 kampe, og det var forventet, at han ville være en del af Paraguays VM-trup. Det ser dog yderst tvivlsomt ud nu.