Staten redder endnu en bank

Vestjysk Bank har bedt staten om at blive storaktionær.
Endnu en bank er ved at kollapse under sin dårlige økonomi.
Endnu en bank er ved at kollapse under sin dårlige økonomi. Foto: Colourbox

Økonomien Vestjysk Bank er under så stort pres, at banken har smidt håndklædet i ringen og bedt staten træde til som storaktionær.

Banken har indlånsunderskud på otte milliarder kroner, lån i staten for mere end ni milliarder kroner, og udlån for mere end 23 milliarder kroner, skriver Børsen.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) orienterede tirsdag forligsgruppen, som står bag bankpakke-indsatsen, men hverken han eller andre politikere vil udtale sig om sagen.

"Vi aftalte ikke at sige noget som helst om Vestjysk Bank," siger en politiker til Børsen.

I første omgang forsøgte Vestjysk Bank at få Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser til at stille en halv milliard til rådighed, men det blev afvist, hvorefter Vestjysk Bank blev nødt til at bede staten om at konvertere en del af et lån til aktier i banken.

Staten er tidligere gået ind i Aarhus Lokalbank som storaktionær på samme facon.

Kilde: Børsen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.