Amerikanernes svindende pengepunge, manglen på arbejdspladser og et svulmende underskud på budgetterne blev brugt af en kampklar Mitt Romney, da han natten til torsdag gik i rette mod præsident Barack Obama i den første direkte duel mellem de to.
I over 90 minutter dystede kandidaterne til præsidentposten på indenrigspolitiske emner - og især økonomien kom under kærlig behandling undervejs i debatten på universitetet i Denver, Colorado.
- Jeg er bekymret for, om den vej, vi befinder os på, er ufrugtbar. Præsidenten har en holdning, der er meget lig den, han havde for fire år siden, lyder det fra Romney.
Den tilsyneladende velforberedte udfordrer pegede på den sløve økonomiske vækst og på en arbejdsløshedsprocent på 8,1 procent som bevis på, at Obama har fejlet i sine knap fire år som præsident.
Obama derimod angreb Romney for at ville køre USA i sænk med ufinansierede skattelettelser, der går til de velhavende, mens de mindre velbjergede vil lide.
- Det kan ikke lade sig gøre. Det er simpel matematik, siger Obama.
Obama sagde også, at Romney har foreslået den samme form for skattelettelser, som den tidligere præsident George W. Bush gennemførte i 2001 og 2003.
- Vi endte med at bevæge os fra overskud til underskud, og det hele kulminerede i den værste recession siden depressionen i 30'erne.
Romney mente derimod, at han blev fejlciteret:
- Stort set alt, hvad han har sagt om min skatteplan, er forkert, indvender Romney.
Kandidaterne viste klare ideologiske forskelle på emner som sundhedssystemet og regeringens rolle.
Hidtil har de to kandidater angrebet hinanden på afstand. Debatten var første gang, at de to kandidater stod over for hinanden i valgkampen.
I stedet for at satse på punchlines der skulle slå modkandidaten til tælling, var debatten præget af kandidaternes forsøg på at fremstille deres politik ved hjælp af fakta. Men også personlige historier fra arbejdsløse eller syge amerikanere blev brugt flittigt.
/ritzau/