Først til noget virkelig overraskende: Den tidligere Chelsea-angriber Mateja Kezman fortæller til den engelske avis The Sun, at han tænker så meget på gud hele tiden, at han har planer om at blive munk.
Det overraskende er ikke, at han vil være munk, men at han har spillet i England. For der har fodboldspillere da typisk travlt med at tænke på planlægningen af det næste sexorgie, når de altså ikke spiller fodbold i virkeligheden eller på deres Playstation. Måske var det derfor, serberen forlod de britiske øer.
I Superligaen er der en ny Demba-Nyrén-sag på vej. OB s brasilianer Bechara var i hvert ikke med til fynboernes første træningspas i går. »Hans fly fra Brasilien blev aflyst på grund af tekniske vanskeligheder,« skriver klubben på sin hjemmeside. Hopper iii på deeen, Kim Brink?
Her på SoS-redaktionen har vi i hvert fald hørt den slags historier for, og vi gætter på, at den gode Bechara danser halvnøgen rundt et sted nær Copacabana. Hvilket vel også er sjovere end at træne hele vinteren for at sidde på bænken hele foråret.
Til slut runder vi Getafe, hvor Michael Laudrup ifølge enkelte danske og spanske medier skulle have gjort sig upopulær hos præsidenten. For at kræve mere ydmyghed fra sine spillere! SoS-redaktionens udsendte har hørt præsident Angel Torres gå rundt og hvæse i korridorerne under stadion Coliseum Alfonso Perez over den fornærmelse.
Sport&spe@avisen.dk