Vaskemaskinen på billedet er en Siemens WM14W447DN. Den kunne du den 14. november købe på nettet hos Ørum El til 9.795 kroner.
Men hvis du var gået i Power, kunne du slippe med 3.790 kroner for præcis den samme model - en forskel på 6.000 kroner.
Det viste en prissammenligning foretaget på Pricerunner.dk den 14. november 2016, skriver Jyllands-Posten. Siden har Ørum El justeret prisen, så vaskemaskinen nu koster 3.995 kroner.
Ingen forklaring
Jyllands-Posten har fundet et andet eksempel. En Bosch WAT324L7SN vaskemaskine, som koster 3.333 kroner hos elektronikkæden Power, mens den selvsamme maskine koster 8.944 kroner hos computersalg.dk. En prisforskel på 5.611 kroner.
Det er normalt med mindre prisforskelle, som typisk kan forklares med fx et andet serviceniveau. Men det forklarer ikke prisforskellen her.
- Det er forbavsende, hvor stor prisforskel der kan være på det samme produkt. Det må være en opfordring til forbrugerne om at bruge prissammenligningssider og undersøge prisen hos flere forhandlere, før de køber, siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk til JP.
Han tilføjer, at maskinerne ofte bliver op til 3.000 kroner billigere, når der kommer nye modeller.
Det bedste råd er, at bruge prissammenligningssider som Pricerunner, inden man køber.