Det blev til dansk bronze i disciplinen 4000 meter holdforfølgelsesløb ved VM i banecykling.
Onsdag aften i hviderussiske Minsk vandt det danske hold sikkert over Spanien i bronzefinalen. Danmark klokkede tiden 3.59,821 minutter, mens spanierne fik tiden 4.05,569 minutter og var tæt på at blive indhentet af danskerne.
Tidligere onsdag leverede den danske kvartet bestående af Rasmus Quaade, Lasse Norman Hansen, Casper Folsach og Mathias Møller en tid, der lød på 4.00,841 minutter.
Danmark havde bedste tid af alle hold, lige indtil banecyklingens to stormagter Australien og Storbritannien sendte deres folk på banen og fik noteret de to hurtigste tider.
På forhånd så det godt ud for en dansk bronzemedalje, eftersom Spanien i indledende heat klokkede tiden 4.04,587 minutter.
Danmark vandt VM-guld i disciplinen i 2009. Ingen af de fire ryttere fra dengang er dog med på det danske hold i Minsk. Casper Jørgensen, der var med på vinderholdet i 2009, er i stedet banelandstræner i dag.
Mens Danmark i år vandt bronze, så var det Australien, som snuppede guldet i finalen mod briterne.
/ritzau/