Sommerkaos: Pendlere sidder fast i vejarbejde

Et underligt paradoks rammer i disse uger landets pendlere. Selvom de kan køre hurtige på job, så forkortes rejsetiden kun minimalt.
Sommertrafikken er fuld af paradokser. Vi kører hurtigere, men kommer ikke hurtigere frem, viser statistikken.
Sommertrafikken er fuld af paradokser. Vi kører hurtigere, men kommer ikke hurtigere frem, viser statistikken. POLFOTO arkiv

Der er markant bedre plads på vejene i disse sommerdage. Og det skulle egentlig glæde de tusindvis af pendlere, der arbejder i industriferien.

Men nye beregninger foretaget af DTU for Avisen.dk viser, at massivt meget vejarbejde æder de timer på vejene op, som landets pendlere burde have sparet i den tynde sommertrafik.

"Der er cirka en tredjedel færre pendlere på vejene her i juli i forhold til årets øvrige måneder, men de kommer kun marginalt hurtigere frem. Det skyldes især, at sommeren er højsæson for vejarbejde," forklarer manden bag beregningen, Hjalmar Christensen, der er data- og analysespecialist ved DTU Transport.

Han nævner også de mange, der flytter i sommerhus og dermed gør deres pendlervej længere, som årsag til statistikken.

Tallene viser nemlig, at landets pendlere i gennemsnit bruger 21 minutter i juli på at køre 16 kilometer til job. Dermed er turen blot et-to minutter hurtigere end i årets øvrige måneder.

Store vejarbejder

I Vejdirektoratet forklarer pressemedarbejder Anne-Mette Nyhuus, at der lige nu er store vejarbejder omkring Vejle/Skærup, på Holbæk- og Hillerød-motorvejen. Og at nordjyderne har måtte leve med gevaldige forsinkelser under Limfjords-tunnellen, hvor der er blevet lagt ny asfalt.

"Vi forsøger at planlægge de store vejarbejder om sommeren og om natten, så det generer færrest muligt," påpeger hun.

Eksperterne understreger, at tallene i analysen er gennemsnitstal. Mange pendlere vil derfor opleve, at turen til jobbet er langt hurtigere end normalt.

Eksempelvis er de notoriske køproblemer ved Greve syd for Købehavn stort set væk i juli, understreger Anne-Mette Nyhuus.

Vi drøner hurtigere

Og hastigheden under myldretiden er steget i sommervarmen både morgen og aften, viser tal fra Vejdirektoratet.

Således kører pendlerne  mellem klokken 7 og 8 om morgenen 11 procent hurtigere i juli i forhold til september måned. Om eftermiddagen klokken 16-17 kører de seks procent hurtigere.

Men den højere fart bliver altså ikke vekslet til en gennemsnitlig lavere rejsetid for mange pendlere.

Hos Dansk Industri bakker man op om, at sommeren bliver brugt til at reparere på vejnettet.

"Vi synes det er fornuftigt, at lægge vejarbejdet om natten eller her i sommerperioden, da det på den måde generer færrest muligt," siger Michael Svane, direktør for transport og infrastruktur i Dansk Industri.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.