Regn, regn og atter regn.
Sådan bliver vejret i næste uge.
Den seneste uges tid har danskerne ellers haft dejligt sommervejr med temperaturer helt op til 28 grader.
Det har blandt andet strandgæster og de mange festival-gæster i Roskilde nydt godt af.
Men nu er det slut med sommer og sol.
Godt for markerne
Hele næste uge bliver ifølge DMI præget af skyer og regn.
Og i næste weekenden ser det ikke meget bedre ud. Lørdag og søndag får vi med overvejende sandsynlighed ikke det mindste lille solstrejf at se, men i stedet store mængder regn.
Sommer-hungrende danskere vil derfor ikke sætte pris på vejret i næste uge. Det vil til gengæld landets marker, haver og græsplæner, der mange steder skriger på vand.
Sommeren kan dog vende tilbage senere på måneden. Prognosen for juli måned lyder nemlig, at gennemsnitstemperaturen vil ligge 1,2 grader over normalen.
En høj gennemsnitstemperatur er dog ikke nogen garanti for solskin, så solglade danskere må væbne sig med tålmodighed - eller tage sydpå.
I Rom lyder prognosen eksempelvis på høj sol og 27 grader hele ugen.