De 22.000 ansatte i forsvaret venter fortsat på svar om, hvilke kaserner politikerne på Christiansborg har tænkt sig at nedlægge. Beslutningen skulle være truffet før jul, men er først nu ved at falde på plads, og politikernes tøven koster arbejdspladser.
Det mener formanden for Centralforeningen for Stampersonel, Jesper K. Hansen.
- Det er denne politiske ubeslutsomhed, der gør, at forsvaret nu risikerer at skulle afskedige mange flere end først antaget. Det er simpelthen for dårligt.
- Jeg ved godt, det er en påstand, men jeg er sikker på, at den har hold i virkeligheden, siger Jesper K. Hansen.
Oprindeligt var forventningen, at den samlede spareøvelse i forsvaret på 2,7 milliarder kroner ville betyde nedlæggelse af omkring 1500 stillinger i forsvaret. Men torsdag oplyste forsvarsminister Nick Hækkerup (S), at tallet bliver ca. 2000 stillinger.
Jesper K. Hansens udmelding kommer samtidig med, at Nick Hækkerup fredag holdt det første møde med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, efter at forsvarschef Peter Bartram har indstillet fem kaserner til lukning. Håbet er at nå en aftale i næste uge.
Politikerne har krævet, at forsvaret allerede fra i år tager hul på milliardbesparelserne, men omstruktureringerne kan ikke komme i gang, så længe lukningen af kaserner ikke er sat i værk, siger Jesper K. Hansen.
- Det provenu, man har krævet, vil nu være umuligt at nå i år, og det kommer til at koste stillinger. Det er helt utilstedeligt, siger Jesper K. Hansen.
Den udlægning afviser forsvarsminister Nick Hækkerup dog. Kasernelukningerne koster i sig selv kun et mindre antal stillinger, fordi funktionerne bevares - blot på en ny kaserne.
- Det er det rene sludder. Når antallet af stillinger varierer, så er det, fordi vi er kommet tættere på den endelige beslutning og derfor kan rette tallet mere præcist til. Vi sagde fra start, at det var et usikkert tal, siger Nick Hækkerup.
Han erkender dog, at flere af besparelserne i forsvaret først kan sættes i gang, når politikerne har truffet en beslutning om kasernelukninger.
- Når vi får kasernelukningerne på plads, så er forventningen, at vi i løbet af et halvt år kan være præcise på, hvilke folk vi ikke har brug for mere, og hvor arbejdspladserne ligger i fremtiden. Så kan vi hen over sommeren skabe tryghed for de ansatte.
- Derfor er det vigtigt at få aftalen om kasernerne på plads hurtigt, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/