Først fik de lov. Så tjente et par af dem kassen. Men nu må de 15 britiske soldater og søfolk, der blev tilbageholdt i Iran i 13 dage, alligevel ikke sælge deres historier fra fangenskabet til pressen.
To af soldaterne nåede at sælge deres Iran-fortællinger til tv og aviser, men nu har forsvaret sat en stopper for fidusen efter heftig debat i Storbritannien. Den ene af briterne, Faye Turney, fik angiveligt adskillige millioner for at sælge sin historie.
Forsvarsministeriet har nu forbudt soldaterne at sælge deres historier, mens ministeriet arbejder på et nyt regelsæt for soldater og medier. Oppositionen har kritiseret regeringen kraftigt for at give soldaterne lov til at sælge sig selv til de højestbydende medier.
- Udøvende medlemmer af de bevæbnede styrker er i realiteten blevet sat på auktion i den mest horrible og uværdige facon. Det er noget, der ikke er gået ubemærket hen i omverdenen, siger den konservative forsvarsordfører Liam Fox til BBC.
Også i de britiske medier er stemningen vendt, og flere kritiserer forsvarets håndtering af de tilfangetagne soldaters hjemkomst.
- Først og fremmest må flåden tage et godt og grundigt kig på sig selv. Ingen militær leder kan gardere sig imod uheld. Men fejlvurderinger af den her størrelse er en anden sag, skriver The Guardian om hele affæren.
Faye Turney, som altså nåede at tjene mindst en million kroner på sin historie, sagde mandag, at hun solgte sin historie for at få den rigtige version frem.
- Jeg vil have alle derude til at kende historien fra min side, så de kan se, hvad jeg gik igennem, sagde hun til kanalen ITV1, der købte hendes historie sammen med tabloid-avisen The Sun.
Thurnay har samtidig erklæret, at hun vil give en del af pengene til besætningsmedlemmer og familie til soldater fra sit skib.
De 15 britiske soldater blev tilbageholdt, da de efter iransk udsagn krydsede grænsen til iransk farvand. Det britiske forsvar benægter, at soldaterne var på iransk territorium.
På BBC s hjemmeside raser debatten fortsat om soldaternes salg af historier. Over 4.000 har kommenteret salget indtil videre: Følg debatten på BBC