Det var mig, der åbnede Det Kommunistiske Partis arkiver.
Sådan lyder det fra Ole Sohn, efter han er blevet kritiseret for, at Arbejderbevægelsens arkiv er lukket land for journalister, der søger svar på, om Ole Sohn i sin tid som formand for DKP modtog sorte penge fra Moskva.
Det skriver pol.dk.
"Jeg er en lille smule pikeret, fordi det fremstår, som om jeg har lukket arkiverne ned. Som formand lavede jeg netop en aftale om at flytte DKP's arkivalier ud hos Arbejderbevægelsen. Det er - for at sige det på jysk - en relativt liberal tilgang til livet," siger Ole Sohn til pol.dk.
Havde der været noget at komme efter, ville Ole Sohn selv have skilt sig af med belastende papirer.
"Hvis jeg havde noget, der ikke måtte komme frem, så havde jeg da brændt det," siger Ole Sohn til pol.dk.
Det er kun forskere, som har adgang til arkivet, og på spørgsmålet, om han har tænkt sig at åbne arkivet for journalister, henviser Ole Sohn til en større PET-rapport.
"Så når der nu er et ønske om, at det skal være så åbent som mulig, vil jeg bare gøre opmærksom på, at hvis man læse PET-kommissionens store rapport, fremgår det, at de har haft fuld adgang til arkivet," fortæller Ole Sohn til pol.dk.
En meningsmåling viser, at knap halvdelen af danskerne, stik imod Sohn egen forklaring, tror, SF'eren har modtaget penge under bordet.
Kilde: pol.dk