Jeg sidder og venter på en mand, der skal levere nogle dagligvarer. Jeg har bestilt dem over nettet. Af juridiske årsager er jeg blevet opfordret til ikke at nævne navnet på det onlinesupermarked, hvor jeg har bestilt dem.
Faste læsere vil vide, at jeg ofte handler i den lokale Meny. Der har jeg efterhånden lagt så mange penge, at jeg godt må nævne navnet. Faktisk har jeg bidraget så betragteligt til omsætningen, at jeg bude have lov at rage på både varerne OG de ansatte.
Nå, men nu har jeg altså sagt stop og kastet mig over onlinesupermarkederne. Hvorfor? Fordi jeg endnu engang var i Meny i går og undervejs fik en åbenbaring om, hvor åndssvag sådan en indkøbstur egentlig er. Jeg kan lige tage jer igennem turen og de ti værste ting:
Mundbind.
Det begynder allerede udenfor butikken, hvor jeg skal huske at iføre mig mit mundbind. Altså, det engangsmundbind, jeg har i lommen og har brugt 20-25 gange. Forrige gang nøs jeg i det. Det havde jeg glemt, da jeg tog det på i går.
Der er to slags kunder i min lokale Meny. Dem, der ikke bruger mundbind og dem, der gør. Dem, der ikke bruger det, har et lille skilt på, hvor der står de er fritaget. De handler fire mennesker sammen og ligner oftest nogen, der også har været fritaget for at bruge både styrthjelm og få skoleundervisning siden 7. klasse.
Dem, der bruger det, vipper det gerne lige til side, når de er ude af butikken, så de kan få sig en smøg.
I onlinesupermarkederne skal man ikke bruge mundbind.
Grøntafdelingen.
Nu er jeg ikke virolog – men er det skide smart, midt i en pandemi, at alle lige skal forbi og trykke på samtlige avokadoer?
I onlinesupermarkederne er det kun de ansatte, der trykker på varerne.
Fiskemanden.
Ja, der er en fiskemand i min Meny. Han er meget flabet. Han kommenterer altid mit mundbind, bare fordi det er lyserødt. Jeg har prøvet at forklare ham, at det er til støtte for folk med brystkræft, det forstår han ikke, og det gør jeg måske heller ikke selv.
Men i hvert fald: I onlinesupermarkederne er der ingen flabede ansatte. Eller, det er der nok, men de er lukket inde i en lagerhal i Glostrup.
Pizzaafdelingen.
Nej, der er ikke en decideret pizzaafdeling i min Meny. Men der er en fryser med pizzaer. Hvor jeg kom til at købe en frysepizza TIL 100 FUCKING KRONER, bare fordi jeg havde set noget om den i ’Løvens Hule’. Hvilket hænger sammen med næste punkt:
Skabet med Ben & Jerry’s.
En lille bøtte is koster 50 kroner på tilbud. 65 ikke på tilbud. Jeg køber typisk en alligevel, fordi jeg bliver paralyseret af det overskudsagtige, meget konkret udsmykkede fryseskab. Samme proces gør sig i øvrigt gældende med Corona øl-trækassen og Taco-tårnet med den store hat.
I onlinesupermarkederne lokker man ikke svage sjæle, der er nemme at imponere.
Fejlkøb.
I onlinesupermarkedet kan jeg bare trykke på et lille, rødt kryds, så forsvinder varen fra kurven igen. Nede i Meny er jeg nødt til at gøre som om, jeg meget grundig vurderer de forskellige slags Nespresso, mens jeg lemper den liter mælk jeg alligevel ikke skal have ind på hylden med kaffe.
Nå, og så kommer vi til kassen. Uha.
Det er IKKE meningen, at dem bagerst i køen skal skynde sig foran, når der åbner en ny kasse. Så fat det dog.
Ja, så har man glemt at veje sine frugter. Så få dog en vægt bag kassen, så kassedamen m/k kan fikse det, i stedet for at sætte hele dagligvareøkonomien i stå, mens vi venter på at Else tøffer tilbage til start for at finde ud af, hvor meget hun har taget vindruer for.
Så stop dog det kassebånd, når du både kan høre og se, at du maser mine chips, kvindemenneske!
Og er det egentlig nødvendig at sætte et elastik om æggebakken? Hvorfor? Og hvorfor har de så ikke sat det på i forvejen?
I onlinesupermarkederne er kassedamerne m/k erstattet af en computer, der både kan regne, og ikke maser ens fødevarer. Og der er ingen, der snyder foran i køen.
– – –
Nå, det ringede lige på døren. Det var buddet fra onlinesupermarkedet. Han talte godt nok ikke dansk, men jeg kunne se det på poserne. Vi havde fået pærer i stedet for klementiner, de havde glemt min sodavand, og der var gået hul på en mælk, så havregrynene var blevet helt smattet. Til gengæld væltede han en blomsterkrukke, da han bakkede ud.
I morgen står jeg nede i Meny igen. Nu er det mundbind nok også snart blevet tørt.
Søren Baastrup er forfatter og journalist. Foto: Privat