Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Håndbold.
De spiller HELE tiden.
Statskanalernes lalleglade, ukritiske sportsjournalister (betegnelsen ”journalister” skal virkelig tolkes i bred betydning her) ophøjer dem til guder, og man kan snart ikke tænde fjernsynet uden at se ham med det lange, fedtede hår og fistelstemmen – eller høre nogen synge ”For evigt”.
Vi har OPFUNDET sporten, og alligevel skal det skriges ud som en verdenssensation, hver gang vi har slået et eller andet afrikansk hold, der aldrig før har spillet en kamp på øverste niveau.
Håndbold.
Kan det blive mere idiotisk?
Ja, det kan det godt.
Det danske herrelandshold spiller lige nu VM i Egypten. Det i sig selv er ikke så sært, for i håndboldens parallelverden er der EM og VM hele tiden.
Det der er sært er, at alle andre danskere som bekendt har fået besked på at holde sig hjemme. Ikke gå to sammen i supermarkedet, ikke komme tættere end to meter på folk, vi ikke kender – og da SLET ikke rejse til fremmede lande, hvor coronaen raser.
Vi må ikke besøge døende familiemedlemmer på plejehjemmene, krydse grænserne for at besøge en kæreste med udenlandsk baggrund. Restauratører, frisører, musikere går fallit, – men håndbold, DET skal der fandeme spilles. I et fremmed, pandemiplaget land.
Bevares, mikrofonholderne fra DR og TV2 berettede selv, at de nærmest var rystede over at se et par hundreder publikummer i hallen under åbningskampen. Og de danske håndboldherrer fortæller en anelse karikeret, at de er bekymrede over antallet af mennesker i buffeten og receptionen på hotellet.
Men hvorfor stiller ingen af de såkaldte journalister dem det oplagte spørgsmål: Hvorfor blev I ikke bare hjemme?
For det burde de have gjort.
Problemet er ikke så meget, at den danske håndbolddelegation risikerer at holde pandemien i kog – selvom det selvfølgelig er slemt nok at skulle overtage en virus, der har ligget og ruget bagerst i Nikolaj Jacobsens svælg.
Problemet er i højere grad det signal, deltagelsen ved VM sender: At nogle er bedre end andre. At håndboldspillere fortjener mere frihed end restauratører og frisører, at der er forskel på folk, og at coronaen måske heller ikke er så farlig endda.
Hvis håndboldherrerne virkelig skulle være de forbilleder for nationen, som de på en noget tynd baggrund er blevet udråbt til, så var de aldrig taget til Egypten. Så havde de sagt, at hvis almindelige danskerne ikke må rejse, så burde håndboldspillere selvfølgelig heller ikke.
Så var de blevet hjemme.
Spillerne på banen er selvfølgelig ikke de eneste, der står med et moralsk problem – hey, man kan måske endda ligefrem forstå, at nogen af dem er fristet af en gratis, aktiv ferie i varmen. Jeg aner ikke, hvem der reelt sidder og bestemmer den slags. Om det er håndboldforbundet, kulturministeren eller endnu højere oppe. Men Mette Frederiksen har mere end en gang i det seneste år vist, at hun ikke er bange for micromanagement, og kære Mette … du skulle virkelig have fået Joy eller en af de andre sheriffer til at aflyse Danmarks deltagelse i det VM.
Nu står vi i stedet i en situation, hvor befolkningen har endnu sværere end før ved at tage de daglige, løftede pegefingre seriøst. Og hvor vi skal finde os i, at håndboldspillere regnes som mere end almindelige mennesker.
Det sidste var svært nok i forvejen.
Søren Baastrup er forfatter og journalist. Foto: Privat
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.