Så er der igen bøvl med den forkælede, danske ungdom. Gymnasieeleverne kræver, at karaktererne til de kommende studentereksamener kun tæller, hvis de er højere ens deres årskarakterer. Ellers skal årskaraktererne tælle to gange. På grund af … ja, noget med corona – alle undskyldningers moder i 2021.
Sjældent har jeg hørt noget så bizart, når det gælder gymnasieelever. Og jeg blev endda student dengang, man stadig samlede ind til terrororganisationer, når der var Operation Dagsværk.
For det første er en eksamenskarakter en mere retfærdig vurdering af en elevs niveau end en årskarakter. For en årskarakter kan man fake. Alle har gået i klasse med hende den irriterende, der smiler og rækker hånden op på alle de rigtige tidspunkter, men reelt ikke fatter et pip.
For det andet er eksamener fikspunkter i enhver ordentlig opvækst, mindeværdige lav- og højdepunkter, der er med til at forme og klargøre et menneske til voksenlivets udfordringer.
Hør nu bare:
Den tidligste eksamen jeg selv husker var i 9. klasse. Sommeren 1991, på Vestre Skole i Silkeborg. Vi skulle op i mundtlig tysk, og vores tysklærer, Ella, trak lod om rækkefølgen. Det endte med, at Diana skulle ind først. Det brød hun sig ikke om. Faktisk begyndte hun at græde.
– Ej, altså, det kan vi jo ikke have. Ved du hvad, hvis du er så ked af det, så trækker vi om, sagde Ella.
Ved omtrækningen kom mit navn op som nummer et.
– Jeg har heller ikke lyst til at være den første, sagde jeg.
Det var Ella rimelig kold overfor.
– Stop så med det pjat. Nu gider vi ikke trække om mere, sagde hun.
Vi havde i forvejen et anstrengt forhold, Ella og mig, mest fordi hun engang havde løftet mig op fra min plads bagerst i klassen og trukket mig rundt i nakkehåret.
Det blev ikke bedre efter den dag.
Jeg kan ikke huske, hvordan eksamen gik, men på sidste skoledag opførte nogle af os drenge en parodi på lærerne foran hele årgangen. Thomas P. spillede vores tysklærer, der hev en Luger op fra sin håndtaske og skød os andre, fordi vi havde malet et stort skilt med et snabeldyr og teksten ”Ellafant”.
Det var ikke stor revy-kunst, men den dag var det Ella, der begyndte at græde.
På gymnasiet fortsatte mine udfordringer med både eksamener og tysklærere. Vi havde en der hed Viggo, og han var lidt af en mundfuld. Han havde angiveligt både været atletikstjerne og skak-geni i sine unge dage, sagde rygterne. Men han var også typen, der satte sig i en kage og gik rundt med den på røven i en hel dobbeltlektion – og slog sig selv halv bevidstløs, da han forsøgte at hoppe op og hive det tyske landkort ned fra loftet.
Viggo sprang konsekvent talerækken over for at høre mig i grammatikken, når han kunne se, timen var ved at rinde ud, og han skrev mig fraværende på dage, hvor jeg var til stede, da han opdagede, at jeg meget nøje sørgede for at holde mig på de præcis 14,9 tilladte procent i fravær.
Til min første eksamen med ham i 1. g fik eleverne som forsøg lov at høre lærer og censor votere. Censor mente, jeg skulle have 8 på den gamle skala, mens Viggo nægtede at gå højere op end 5. Det endte vist med et 6-tal.
Den gældende eksamen i tysk lå i 2. g, og den udviklede sig fra begyndelsen djævelsk. Den var nemlig programsat til morgenen efter, Silkeborg kunne sikre dig det danske mesterskab i fodbold.
Jeg var i forvejen bitter, fordi jeg havde misset en Guns N’ Roses-koncert i København på grund af en spansk-eksamen, og fast besluttet på ikke at gå glip af flere livsdefinerende begivenheder tog jeg på stadion og så Silkeborg vinde 2-0 over AaB, overhale FCK og snuppe guldet. Min klassekammerat Tommy og mig fyrede fyrværkeri af i springvandet oppe på torvet, så Heine Fernandez drikke sig så stiv, at han faldt af en hestevogn, og fik lov at stå med pokalen i hænderne, da holdlederen (der også var gigaberuset) tabte den foran os kort før den officielle hyldest i Silkeborghallerne.
Bagefter drak vi os sanseløse i fadøl og Galliano Hot Shots på Sam’s Bar.
Jeg fik to timers søvn og med Viggos ord ”et meget lille 6-tal.”
Tommy mødte op fuld, direkte fra byen, med en dame under armen, stadig i fodboldtrøje og malet rød og hvid i hovedet, tog en kort lur i kantinen, lånte en piges noter og faldt i søvn i forberedelseslokalet, hvor han blev vækket af Viggo og med nød og næppe fik hevet et 5-tal hjem.
Sommeren efter skulle vi så blive studenter. Jeg var færdig med tysk, men ikke med udfordrende eksamener.
Sidste skoledag inden læseferien mødtes hele klassen hjemme ved en af pigerne ret tidligt om morgenen. Vi spiste rundstykker og drak Gammel Dansk, nok mest det sidste, og var ret stive, da vi klokken lidt i otte troppede op foran Silkeborg Amtsgymnasium for at kaste vandballoner efter 1. g’erne. En af dem ramte min historielærer Niels, der kom spurtende forbi på sin racercykel.
Jeg kom vist også til at gribe fat i hans jakke, så han væltede og slog sig.
Niels var lektor længe før woke, #MeToo, nyfeminisme og politisk korrekthed. Han var typen, der konsekvent kastede kridt efter den jødiske fransklærer, som han mente egenhændigt bar skylden for alle problemer i Palæstina, og han understregede overfor pigerne i klassen, at han gav dem bedre karakterer, hvis de var nedringede til eksamen.
Jeg kunne egentlig godt lide Niels. Jeg tror faktisk også han kunne lide mig. Altså, lige indtil den dag. Han smed sin cykel fra sig og greb mig aggressivt i kraven. Og så blev der kaos. Thomas fra d-klassen brød nemlig ind. Han hev fat i Niels, væltede ham ned på asfalten og hævede truende næven.
– Du rør’ ik’ mine venner, råbte han arrigt, på den dér silkeborgensiske måde, som man kun mestrer, når man har tilbragt alle sine weekendnætter med at amatørbokse foran Boudisque på Nygade.
Thomas var vist nok halvbror til en kendt rocker, selvom det aldrig var noget vi talte om, og han var blandt andet kendt på gymnasiet for at arrangere hyldestfest for Mike Tyson, da bokseren blev løsladt efter sin voldtægtsdom.
Den dag skulle der tre-fire andre gutter til at trække ham væk, inden han nåede at slå Niels. Han fik kun allernådigst og efter en lang samtale hos rektor lov til at komme med til afslutningsfesten om aftenen.
Nå, men en måned senere var der så historieeksamen. Jeg trak noget med den franske revolution, Niels fulgte mig venligt over til forberedelseslokalet og jeg åndede lettet op. Han bar tilsyneladende ikke nag.
Lidt senere hentede han mig igen og fulgte mig tilbage over gangen, over til eksamenslokalet, hvor censor ventede. Han åbnede døren for mig, jeg trådte et skridt frem, og så lukkede han den igen, hurtigt, lige foran mig, så den ramte mig på næsen, og han lænede sig helt ind til mig, åndede mig i ansigtet og stirrede mig i øjnene.
– Søren … nu nakker jeg dig, hvæsede han.
Så åbnede han resolut døren igen og skubbede mig ind i eksamenslokalet.
Jeg husker ikke ret meget af de næste tyve minutter. Kun at jeg fik 8, og at Niels bagefter understregede, at det bestemt ikke var med hans gode vilje og i øvrigt nægtede at give mig hånden.
I dag underviser Thomas P., altså ham fra folkeskolen, sjovt nok folk i, hvordan de bliver bedre til at klare at gå til eksamen.
Vores tysklærer, Ella, er vistnok død. Min mor mødte hende kort inden, og hun skulle hilse mig og sige, at Ella savnede os drenge fra dengang. Hvis det var rigtigt har hun åbenbart aldrig fundet ud af, hvem der lavede alle de nytårsløjer hjemme ved hende op gennem 90’erne.
”Løjer” er i dette tilfælde en underdrivelse.
Jeg ved ikke, om Viggo er død. Sidst jeg hørte om ham torturerede han gymnasieelever et sted på Fyn.
Jeg har siden været til koncert med Guns N’ Roses. To gange, endda. Det bliver aldrig det samme som dengang, men det taler vi ikke om.
Min historielærer Niels er vist nok pensioneret nu.
Tommy skriver bøger om alle mulige kloge ting. Han er stadig ikke ret god til tysk. Til gengæld er han blevet officiel ambassadør for Silkeborg IF.
Thomas fra gymnasiet har jeg ikke set siden vi blev studenter i 1995. Han skrev midt i min hue.
”Tak for gode byture og en enkelt slåskamp med lærerne,” står der.
Moralen er: Eksamener er vigtige. Hvis ikke for din uddannelse, så for din dannelse. Lær at elske dem som en mindeværdig del af livet, på godt og ondt. Men sæt dem aldrig højere end dit yndlingsband eller –fodboldhold. Så længe du bare møder op, i en eller anden form, så skal det hele nok gå. Hvis det ikke gør, så var det nok ikke meningen alligevel. Sæt pris på dine eksamensoplevelser, for dem kommer du til at fortælle dine børn om. Og måske endda tjene en skilling på at skrive om dem et kvart århundrede senere.
Søren Baastrup er forfatter og freelancesjournalist. Foto: Privat