Så er den gal igen. Redaktøren har ringet og brokket sig.
– Du skylder et debatindlæg, sagde han.
Hende den rige MILF fra ”Løvens Hule”, der ejer avisen.dk havde åbenbart haft fat i ham, og lort løber som bekendt nedad.
– Men jeg har ikke noget fornuftigt at sige, forsvarede jeg mig.
Det mente han ikke var en gangbar undskyldning.
– Linse Kessler har heller ikke noget fornuftigt at sige, men hun udgiver en ny bog hver måned, sagde han.
– Bare skriv om et eller andet du har været sur over i dag.
Som sagt, så gjort.
I dag har jeg været nede i min lokale Meny for at købe en lille rulle Treo.
Jeg skal helt ind på apoteket for at få fat på en stor rulle, og det gad jeg ikke, og jeg havde virkelig ondt i skallen.
– Hvilken slags, spurgte damen i kiosken.
– Øh, fremstammede jeg, mens jeg rodede efter mit Dankort.
– Den almindelige eller den med citrus? Og ja, der er jo også kommet en med hindbær?
Det vidste jeg selvfølgelig godt. Men jeg havde aldrig smagt den.
– Jamen, jeg tror bare at …
Hun afbrød mig:
– Ja, det er faktisk lige meget, hvilken du vælger. De smager alle lige dårligt.
Her holder vi lige en pause, for det er vigtigt at forstå, at Treo har haft en stor betydning i mit liv – og at den slags dumsmarte bemærkninger fra kioskpersonale faktisk støder mig.
Jeg husker mine første to, hvide tabletter opløses i vand, ligeså godt som jeg husker første gang jeg var fuld eller (og) havde sex (bedre, faktisk, for det er svært at huske noget som helst efter en flaske Jeltsin-vodka med Las Cola).
Den summende lyd, den beske, men befriende medicinsmag, lettelsen, genopfriskningen, genopstandelsen.
Jeg havde ikke klaret gymnasiet, noget form for lønmodtagerarbejde, mit ægteskab eller mine børns fødsler (jeg fik hovedpine af al min kones skrigeri) uden de gode mennesker fra medicinalvirksomheden Mylan og deres serielle shots af koffein og acetylsalicylsyre.
Mine bedste minder er akkompagneret af Treo: Da min klassekammerat Line slugte en uden vand på vores studietur til Firenze (hun overlevede, med av i mavsen). Da jeg blev venner med Mascha Vang, fordi vi begge havde taget så mange, at vi havde begyndende mavesår. Og da min ven Jake en dag for 12-15 år ringede med en blanding af panik og passion i stemmen:
– Du er nødt til at komme herover. Det er meget vigtigt, sagde han.
– Hvad? Hvad er der sket, spurgte jeg bekymret.
– Jeg kan ikke forklare det i telefonen. Bare kom, nærmest råbte han.
Det viste sig, at han havde købt et rør Treo med citrussmag. Men – og hold nu fast – de smagte ikke af citrus. De smagte af fersken! Jeg fik selv to, det var en virkelig mærkelig oplevelse, og den dag i dag forstår vi stadig ikke, hvad der skete. Jeg antager, at Jake havde fået fingrene i en prototype, der ved en fejl var blevet sendt i handlen. Og ja, han skulle have beholdt dem, for de havde været mange penge værd i dag. Men den slags tænker man jo ikke over, når man er ung og har tømmermænd, og den efterfølgende weekend var røret tomt.
Tilbage i Meny fik mindet om Jakes ferskensmag mig til at tænke. Som yngre ville jeg have sovet foran butikken, hvis Treo lancerede en tredje variant. Nu var det vel nærmest et år siden, den nye udgave kom på gaden, og jeg havde end ikke skævet til den.
Var det virkelig sådan, jeg var blevet?
Gammel og kedelig?
– Stik mig den med hindbær, sagde jeg og så ungdommelig ud.
Det skulle jeg ikke have gjort.
Kort fortalt: Den nye Treo smager frygteligt. Medicin skal smage af medicin, ikke som camoufleret medicin, og da slet ikke af doven, fortyndet hindbærsodavand, serveret med et skvæt klorin og opvaskemiddel.
Min kærlighed til alle tiders bedste brusetablet overlever nok. Men det der gør mig vred er i virkeligheden den generelle tendens: Hæderkronede fødevarevirksomheder (ja, jeg betragter Treo som en fødevare), der ansætter smarte, pseudo-innovative mennesker til at produktudvikle deres portefølje til noget, de selv synes lyder hipt. Men som i virkeligheden er en uoriginal, panisk kamp for at fastholde markedsandele, en billig sminke, de tror er nødvendigt for at kunne begå sig i en verden, hvor Noma sætter standarden for, hvad et moderne menneske bør putte i munden.
Vi ved jo godt alle sammen, at de nye ting på McDonald’s er nye af en grund. Hvis det var så fedt med trøffelmayo i en cheeseburger, så havde nogen nok gjort det noget før, ikke?
Hvem spiser gifler med vanilje? Hele idéen med gifler er jo, at de smager af kanel?
Og er det virkelig nødvendigt med en Tuc-kiks med bacon? Jeg var allerede rystet, da de lancerede den med peber.
I de gode gamle dage smagte ting bare af det, de skulle, og vi tillod overbærende, den dag der kom citrus i vores danskvand. Måske vi skulle have sat foden ned allerede dér.
For pludselig skulle vodkaen været ”currant”, Bounty kom i en rød udgave med mørk chokolade og så stak det helt af.
Fred med, at Noma serverer bark og tissemyrer. Det er ikke der, kampen mod moderne mad skal tages. Nej, den skal tages mod hverdagssnobberiet, idéen om, at vores tilværelse bliver bedre og vores fødevarer mere værd, fordi vi pifter dem op med en eller anden grotesk smagsvariant, den skal tages mod bagerne, der tror, at jo mere ukendt et eller andet frø er, jo federe er det at blande i rugbrødsdejen, mod folk der turnerer med fortællingen om, at salt smager bedre, hvis det kommer fra en bestemt del af Middelhavet (det er grundstoffer, for helvede, det smager ens!) og mod madbloggere, der putter lakrids og ingefær i alting, fordi de tror blændværket gør, at ingen opdager, at de ikke har et rigtigt arbejde.
– Kunne du tænke dig at smage den her saftevand med havtorn?
Nej, for satan, få det væk! Der er en grund til, at vi i århundreder har drukket saftevand med jordbær- eller hindbærsmag. Og til at havtorn indtil for nylig bare var den dér trælse busk, du hang fast i, når du gik gennem klitterne for at komme ud til Vesterhavet.
Kære fødevareindustri: Slap af med de desperate forsøg på at være moderne. Respekter de originale produkter, der gjorde jer populære i første omgang. Almindelig æble er ligeså fin som granatæble, og al den billige sminke er lige til at få hovedpine af.
Og jeg gider virkelig ikke ned i Meny igen allerede.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist. Foto: Privat